Dokumentation

Certifikat

EMC egenskaberne for apparater og for faste anlæg skal dokumenteres. Apparater skal derudover mærkes. Læs hvilke dokumenter og oplysninger, der er nødvendige.

Der er forskellige krav til dokumentation og mærkning afhængigt af, om du har at gøre med et apparat eller et fast anlæg. Dokumentationen deles naturligt i den tekniske dokumentation og den administrative. Det skal bemærkes, at i tilfælde af tvivl, er det teksten i lov og bekendtgørelse, der er afgørende.

Apparater

Teknisk dokumentation

Den tekniske dokumentation skal gøre det muligt at vurdere apparatets overensstemmelse med de væsentlige krav. Den skal gøre rede for apparatets udformning og fremstilling og skal bl.a. indeholde:

  • En generel beskrivelse af apparatet.
  • Bevis for overensstemmelse med de helt eller delvist anvendte harmoniserede standarder (Målerapport).
  • Hvis fabrikanten eller den ansvarlige for markedsføringen ikke eller kun delvist har anvendt harmoniserede standarder skal der være en redegørelse for de foranstaltninger, der er truffet, herunder en beskrivelse af vurderingen af EMC egenskaberne, resultater af konstruktionsberegninger, undersøgelser, prøverapporter osv.
  • Eventuel erklæring fra bemyndiget organ.

Administrativ dokumentation

Denne består af overensstemmelseserklæringen samt oplysninger i brugsanvisning.

Overensstemmelseserklæringen skal indeholde følgende:

  • Henvisning til EMC direktivet.
  • Identificering af apparatet (type eller apparatfamilie).
  • Navn og adresse på fabrikanten eller den ansvarlige for markedsføringen. Hvis fabrikanten er bosiddende udenfor EU desuden navn og adresse på fabrikantens bemyndigede repræsentant i EU, eller den ansvarlige for markedsføringen.
  • En dateret henvisning til de specifikationer, som apparatet er i overensstemmelse med.
  • Erklæringens dato.
  • Identitet og underskrift af fabrikanten eller den ansvarlige for markedsføringen.

 

Brugsanvisningen skal indeholde følgende:

  • Oplysninger, der er nødvendige, for at apparatet kan bruges efter hensigten.
  • Hvis apparatet ikke opfylder beskyttelseskravene for boligområder, skal dette oplyses.

Mærkning

Apparater skal være forsynet med følgende mærkning:

  • CE mærkning.
  • Oplysninger om type, parti, serienummer eller andre oplysninger, der gør det muligt at identificere det.

Hvis det ikke er muligt at anbringe mærkningen på selve apparatet, skal mærkningen være til stede på emballagen, brugsanvisningen eller garantibeviset.

 

Faste Anlæg

Teknisk dokumentation

Den tekniske dokumentation skal gøre det muligt at vurdere det faste anlægs overensstemmelse med de væsentlige krav. Den skal gøre rede for hvorledes det faste anlæg er installeret i overensstemmelse med god teknisk praksis med henblik på at sikre, at det samlede faste anlæg overholder de væsentlige krav.

Hvis der er benyttet apparater, der kun er beregnet på at skulle installeres i faste anlæg, skal disse være ledsaget af informationsmateriale, der giver oplysninger om den korrekte installation for at sikre, at det faste anlæg kommer til at overholde de væsentlige krav.

Dette materiale skal naturligvis være en del af dokumentationen. Andre del af dokumentationen kan være overensstemmelseserklæringer for apparater eller foretagne delafprøvninger.

Da faste anlæg er meget forskellige såvel af type som af størrelse, er det ikke muligt at gå i nærmere detaljer.

Administrative krav

Den ansvarlige for markedsføringen eller installationen skal så længe det faste anlæg er i drift kunne fremlægge den tekniske dokumentation indenfor 10 arbejdsdage.

  

Spørgsmål

Har du spørgsmål? – Benyt kontaktinformationen.

Sidst opdateret 14.10.2010 kl. 10.53
Til top

Områder under Regler for markedsføring og brug med hensyn til EMC