Det er vigtigt, at Danmarks befolkning har gode it-kompetencer. Et netværk af it-undervisere med navnet ’Lær mere om it’ samarbejder overalt i landet om at tilbyde gratis undervisning, så alle borgere har mulighed for at få gode it-kompetencer.
Hvorfor er det vigtigt?
Det er vigtigt, fordi mere og mere i samfundet bliver digitaliseret, og det kræver gode it-kompetencer. Som eksempler på det kan nævnes banksektoren og kommunerne. Banksektoren lever efterhånden primært af netbanking, og kommunerne lægger de fleste af deres ydelser over på nettet som digitale selvbetjeningsløsninger. I fremtiden vil udbuddet af digitale tjenester blot vokse endnu mere, mens alt tyder på, at de rent fysiske og stedlige services minimeres.
En ny undersøgelse viser, at 40 procent af Danmarks befolkning har svage it-kompetencer, og så meget som 19 procent har aldrig tændt en computer. Det betyder, at du med stor, statistisk sandsynlighed allerede kender en, der har det svært med it. Det kunne i princippet være din mor, bedstefar eller en kollega, som er afskåret fra at nyde godt af it i deres hverdag.
For en ældre, der er svært til bens, kan det få store konsekvenser. Hvis den nærmeste bankfilial lukkes, kan det betyde en næsten uoverkommelig rejse næste gang, der skal betales regninger. Her kunne en netbank måske være svaret – men det kræver, at man har de rette it-kompetencer.
Hvis der ikke sættes ind nu, er faren, at en stor del af disse danskere vil være afskåret fra mange af de sektorer i samfundet, der både nu og fremover skal digitaliseres.
Internettet er for alle
Derfor har netværket ’Lær mere om it’ oprettet en række gratis kurser og undervisningstilbud, der skal nedbryde de digitale barrierer og åbne it og internettet op for alle. Undervisningen foregår lokalt på landets biblioteker, ældremobiliseringens datastuer og i regi af oplysningsforbund og fagforbund (se evt. liste over netværkets deltagere længere fremme i artiklen).
Det er undervisning, der populært sagt foregår i øjenhøjde med forståelse for, at man for eksempel skal have forklaret, hvordan en mus fungerer, eller hvad internettet er. Et typisk undervisningsforløb vil fokusere på, hvordan man tilegner sig basale kompetencer inden for nogle af de områder, der er nødvendige for at anvende it i hverdagen.
Rent pædagogisk er et undervisningsmodul sammensat på en måde, der skal sikre, at man som nybegynder ikke står af. I første omgang vil en nybegynder typisk have et større behov for at få afklaret, hvad der gemmer sig bag et begreb som f.eks. e-mail, før man går i gang med konkret at sende én. Meget tyder på, at en sådan forhåndsforståelse og begrebsafklaring gør, at nybegynderen har nemmere ved at huske og manøvrere i forhold til den mere konkrete ibrugtagning af it.
Forstår man først, at e-mails minder meget om at sende et brev - med modtager- og afsenderadresse, en postcentral og din egen postkasse (=indbakken) - er det meget nemmere at huske og forstå, når man sidder derhjemme og skal efterprøve det, man har lært på et kursus.
Der udvikles hele tiden ny undervisning
Undervisningen i de forskellige lokale fora (biblioteker, datastuer, borgerservicecentre etc.) baserer sig på et fælles materiale, der er udarbejdet i et samarbejde mellem netværkets medlemmer. Den er udviklet på basis af de undervisningsbehov, man i netværkets organisationer hver især har set blandt sine medlemmer.
Via hjemmesiden it-formidler.dk er det muligt for netværkets medlemmer hele tiden at udarbejde nyt undervisningsmateriale, efterhånden som behovet opstår. På hjemmesiden findes der forskellige samarbejdsvæktøjer og et undervisningsforum, så man som organisation hurtigt og nemt kan finde hjælp til at få produceret det materiale, der er brug for. Når materialet først én gang er udviklet, bliver det lagt op til brug og gavn for de øvrige medlemsorganisationer.
I første omgang har der blandt medlemsorganisationerne været fokus på undervisningsforløb, der lægger vægt på den grundlæggende brug af en computer og på, hvordan man orienterer sig på nettet. Typiske eksempler er
I takt med at flere services begynder at optræde på mobile apparater, vil dette felt sandsynligvis også blive vægtet i undervisningen.
Hvor finder man mere om ”Lær mere om it”-tilbuddene?
Meget undervisning foregår i dag på landets biblioteker og datastuer, men en voksende andel af undervisningen foregår også hos fagforbund (med forbehold for medlemskab) og oplysningsforbund. En direkte måde at orientere sig i forhold til mulige undervisningstilbud, er at forhøre sig hos den lokale gren af disse organisationer. Se listen nedenfor for en mere udførlig oversigt over netværkets samarbejdspartnere, men vær opmærksom på, at de muligvis ikke er repræsenteret alle steder i landet.
En anden mulighed er at forhøre sig hos borgeroplysningen på telefonnummer 1881 eller via e-mail 1881@borger.dk, så vil de kunne vejlede. De vil på et senere tidspunkt også kunne henvise til et digitalt oversigtskort, hvor kursussteder og -information vil være angivet. Endnu er dette kort imidlertid under udvikling.
Et midlertidigt kort vil snart være at finde på DR.dk i forbindelse med programserien ’Til tasterne’, der er udviklet i samarbejde med ’Lær mere om it’.
Succes og folkelig bevidsthed
DR sætter til efteråret fokus på it-færdigheder i programserien ’Til tasterne’. DR har gjort brug af ’Lær mere’-netværket til udviklingen af programmerne, så derfor vil en del af netværkets organisationer stå klar med egne initiativer, der kan fungere i forlængelse af DR’s udsendelser.
Det er afgørende, at ’Lær mere om it’-initiativet får en bred forankring. Så kender du nogen, for hvem det kunne være relevant at blive undervist i it, må du meget gerne fortælle om initiativet. Kan de ikke lige komme til skærmen og læse med, så print evt. artiklen til dem - for ulig dig, finder de den ikke selv på nettet. Det er jo netop det, som de skal have mulighed for at lære.
Netværkets medlemmer
Bag ’Lær mere om it’ står følgende organisationer:
Ældremobiliseringen
Dansk IT
Dansk Metal
Danmarks Biblioteksforening
Styrelsen for Bibliotek og Medier/Vejle Bibliotekerne
Bibliotekschefforeningen
Borgerservice Danmark/Frederikssund Kommune
AOF Danmark
Bibliotekarforbundet
KL, Center for borgerbetjening og IT-politik
NETOP
FOF
LOF
Cyberhus
IT- og Telestyrelsen
Denne side er kapitel 14 af 14 til publikationen "Hallo, hallo - ved du hvad det koster ?".
Version nr. 1.0 af 02-11-2009
© IT- og Telestyrelsen 2009