Når du gerne vil kunne gå på nettet med din bærbare pc, også når du ikke lige er derhjemme eller på arbejde, så kan løsningen være at anskaffe mobilt bredbånd. For at få adgang til mobilt bredbånd, skal du tegne et abonnement. Du får så adgang til internet via et USB-modem, som du sætter i et USB-stik på din bærbare pc.
Med mobilt bredbånd bruger du mobilnettet som din adgangsvej til internettet. Dermed er du uafhængig af de kobber- eller fiberforbindelser, der bruges til traditionelle faste bredbåndsforbindelser. Derfor kan du komme på internettet, bare der er en mobilmast i nærheden.
Men den større fleksibilitet kommer ikke uden omkostninger. Nedenfor kan du se nogle af de forhold, du bør være opmærksom på, når du overvejer at anskaffe mobilt bredbånd.
Dækning
Der er fire mobilselskaber, der har mobilnet i Danmark. Det er 3, Sonofon, TDC og Telia. Det enkelte mobilnet dækker ikke landet fuldstændigt. Der kan derfor være steder, hvor du ikke kan komme på nettet.
Hvis der er bestemte steder, du gerne vil kunne bruge dit mobile internet, er det en fordel at tjekke mobilselskabernes dækning på forhånd. Du kan finde flere oplysninger om dækningen på It-borger: http://www.it-borger.dk/forbrug/mobiltelefoni/dekning-mobildekning.
Bindingsperiode
Selvom du har undersøgt mobilselskabernes dækning på forhånd, kan du komme ud for, at lige præcis, hvor du bor, eller der, hvor du i øvrigt ofte vil have brug for dit mobile bredbånd, der er mobilforbindelsen alligevel ikke god. Det kan være lokale forhold som huse, skove eller andet, der spærrer for signalerne mellem din pc og din udbyders nærmeste mobilmast. Det er især ærgerligt at opdage, hvis man har bundet sig til et abonnement i seks måneder. Der findes mobile bredbåndsabonnementer uden bindingsperiode eller med en tilbageleveringsgaranti, hvis der er problemer med dækningen, der hvor du skal bruge det.
Du skal dele båndbredden med andre
Selvom dækningen er god lige der, hvor du har behov for dit mobile bredbånd, er du afhængig af, hvor mange andre, der forsøger at bruge mobilmasten på samme tid. Der er kun en bestemt kapacitet til rådighed på hver mast, så du kan komme ud for, at du enten får nedsat hastighed eller slet ikke kan få forbindelse, hvis mange andre ønsker at bruge mobilnettet samtidig.
Du får ikke den fulde hastighed
De hastigheder, du får oplyst af udbyderne af mobilt bredbånd, får du ikke i praksis. Der er tale om teoretiske hastigheder, som forudsætter, at du er meget tæt på mobilmasten, og at du i øvrigt er alene om at bruge den. Du kan heller ikke forvente at få den fulde hastighed på en ADSL-forbindelse, men hvor det kun er omkring 15 procent af hastigheden, der ”forsvinder” på en ADSL-forbindelse, kan det være langt over 50 procent på en mobil bredbåndsforbindelse. Alle bredbåndsselskaber skal oplyse om, hvilken hastighed, du som oftest i praksis vil kunne forvente at få. Det fremgår af forbrugerombudsmandens retningslinjer for god markedsføringsskik.
Fast pris eller forbrugsafregning
De fleste mobile bredbåndsabonnementer koster et bestemt beløb om måneden, uanset hvor meget du bruger det mobile bredbånd. Du kan også få mobilt bredbånd, hvor du betaler i forhold til, hvor meget du bruger dit mobile bredbånd. Det kan kun betale sig for dig, hvis du næsten ikke bruger dit mobile bredbånd. Der findes også mobile bredbåndsabonnementer, hvor du kan åbne og lukke for abonnementet efter behov. Det kan for eksempel være brugbart, hvis du vil bruge det i et sommerhus.
Selvom du har betalt for ubegrænset forbrug, så har de fleste mobile bredbåndsabonnementer en klausul, der går ud på, at udbyderen vil kontakte dig, hvis du overfører mere end for eksempel 10 GB data om måneden, og de forbeholder sig retten til at lukke abonnementet eller at udbyderen, når du overskrider grænsen på 10 GB, nedsætter hastigheden til 64 kbit/s. Det kaldes en fair use-klausul, og går, som navnet antyder, ud på, at godt nok har du ubegrænset forbrug, men kun inden for rimelighedens grænser. Om man når grænsen på 10 GB afhænger af ens brugsmønster. Det er de færreste, der vil komme i nærheden af et forbrug på 10 GB data om måneden. Men er du storbruger af on-line video oplevelser, så kan du sagtens ramme loftet på 10 GB. Blot 24 timer med ”rimelig videokvalitet” på 910 kbit/s så er loftet nået.
Priser
Du kan få mobilt bredbånd med ubegrænset forbrug for 149 kroner om måneden. Det gælder for en forbindelse med en teoretisk hastighed på 3 Mbit/s i download og 384 kbit/s i upload. En ADSL-forbindelse fås fra 169 kroner om måneden med 2 Mbit/s i download og 512 kbit/s i upload. Som beskrevet ovenfor er forskellen på den teoretiske og den praktiske hastighed større på mobilt bredbånd end på en ADSL-forbindelse. En ADSL-forbindelse med 2 Mbit/s i download vil derfor i praksis ofte være hurtigere end en mobil bredbåndsforbindelse med 3 Mbit/s i download.
Enkeltstående abonnement eller pakkeløsning
Denne prispjece medtager kun abonnementer, der kan tegnes enkeltstående. Der findes en del mobile bredbåndsabonnementer, som kun kan tegnes sammen med andre abonnementer. For disse abonnementer er det typisk en forudsætning, at man også har et mobilabonnement hos det samme selskab.
Det kan være en fordel at se sit teleforbrug som et samlet hele i stedet for at finde den billigste løsning på hvert enkelt behov for mobil, fastnet og bredbånd. På teleguiden kan du lave en samtidig søgning på alle tre behov. Søgeresultatet vil både indeholde de enkeltstående abonnementer, du også kan se i denne prispjece, og de pakkeløsninger, som også findes på markedet.
Du kan finde teleguiden her: http://www.it-borger.dk/verktojer/teleguide.
Dyrt at bruge i udlandet
Selvom du skulle have købt et abonnement med ”ubegrænset forbrug”, så skal du være opmærksom på, at det ubegrænsede forbrug kun gælder i Danmark. Tager du din bærbare med til udlandet, og går på nettet med dit mobile bredbånd, så kommer du til at betale ikke kun for de data du sender, men også for de data du modtager. Prisen afhænger af, hvilke aftaler dit selskab har med mobilnetoperatørerne i udlandet (roamingaftaler) og hvordan der takseres, om det er per byte, per påbegyndt 10 kbyte eller per påbegyndt 100 kbyte. Under alle omstændigheder kan du være ret sikker på, at prisen er meget høj.
Der er i EU lavet aftaler, så det er blevet billigere at ringe inden for EU og med den seneste roaming-forordning vil det fra den 1. juli i år også blive billigere at sende en sms fra et andet EU-land end det er i dag. EU-forordningen omfatter desuden et loft over de priser, teleselskaberne indbyrdes må tage for overførsel af data til et andet EU-land. Det skulle meget gerne føre til lavere priser for slutbrugerne.
Du kan finde flere gode råd om at sende data fra udlandet og priseksempler på, hvad det kan koste på It-borger:
http://www.it-borger.dk/forbrug/mobiltelefoni/udland/mms-og-data-i-udlandet
http://www.it-borger.dk/forbrug/mobiltelefoni/udland/mms-og-data-i-udlandet-hvad-koster-det
Inden du drager til udlandet med din bærbare, så tjek lige prisen enten hos din udbyder eller via linkguiden på it-borger: http://www.it-borger.dk/forbrug/mobiltelefoni/udland/linkguide-mobilselskabers-priser-i-udlandet
Denne side er kapitel 14 af 14 til publikationen "Hallo, hallo - ved du hvad det koster ?".
Version nr. 1.0 af 04-05-2009
© IT- og Telestyrelsen 2009