IT- og Telestyrelsens logo baggrundsbillede
<< Forrige side | Publikationens forside | Indholdsfortegnelse | Til bund >>  
 

 

Horizontal linie

Fokus på forbrugerens rettigheder

Tjek på forbruget - slut med løbske telefonregninger

Nu behøver du ikke frygte en alt for stor telefonregning fra dit eget eller dine børns forbrug af mobiltelefonen.

Hvis du betaler dit forbrug bagud, kan du nu ganske gratis bede dit teleselskab om at holde øje med forbruget på dine telefoner. Det gør du ved at få oprettet en såkaldt saldokontrolordning.

Teleselskaberne har hele tiden skullet tilbyde saldokontrol, men det nye er, at de nu skal gøre det gratis.

Hvis du har en aftale med dit teleselskab om saldokontrol, så tjekker teleselskabet minimum en gang i døgnet, hvor meget du har forbrugt. Hvis forbruget overskrider det beløb, som du på forhånd har aftalt med teleselskabet, spærrer de for flere opkald. Du vil altid kunne ophæve spærringen igen med en kode.

Står du i en nødsituation, og har du brug for at ringe 112, kan du altid gøre det, også selvom telefonen ellers er spærret.

Taletidskort er dyrekøbt tryghed

I dag vælger mange forældre et forudbetalt abonnement eller et forudbetalt taletidskort for at undgå alt for store telefonregninger. Så ved forældrene på forhånd, at der maksimalt kan ringes for for eksempel 100,- kr., som de har betalt på forhånd.

Men du skal være opmærksom på, at minutpriserne for taletidskort ofte er højere end de minutpriser, der gælder for abonnementer, så der kan være penge at spare ved at skifte taletidskortet ud. Du kan stadig holde styr på forbruget, hvis du i stedet vælger løsningen med at tanke op over nettet, eller hvis du vælger et bagud betalt abonnement, hvor du samtidig får dit teleselskab til at holde øje med forbruget for dig.

På den måde har mange forældre muligheden for at slå to fluer med ét smæk: Lad teleselskabet holde øje med forbruget – og betal færre penge for det samme forbrug.

Hvis du vil se, om der er et billigere abonnement end det taletidskort, du bruger nu, kan du få hjælp på Teleguide, som du finder på it-borger.dk. Her vil du kunne finde det billigste abonnement i forhold til netop dit behov.

Vidste du i øvrigt, at du også har ret til:

Tjek på saldoen - saldooplysning

Hvis du har en aftale med dit teleselskab, hvor du betaler dit forbrug bagud, har du krav på at kunne få at vide, hvor meget du har talt for siden sidste regning. Mange selskaber tilbyder saldooplysning via internet, men du skal også have adgang til saldooplysning via et telefonopkald. Du skal betale almindelig telefontakst for dit telefonopkald.

En gang i døgnet opdaterer teleselskaberne forbruget på dit abonnement. Det betyder, at du dagligt kan få oplyst regningens størrelse, og at du dagligt har mulighed for at tjekke dit eget eller dine børns forbrug på telefonen.

Tjek på regningen – specificeret regning

Hvis du har brug for præcise oplysninger om dit forbrug, har du krav på en specificeret regning, som blandt andet fortæller dig om dato, klokkeslæt, varighed og pris for alle dine opkald. Det er gratis for dig, hvis du på forhånd har givet dit teleselskab besked på, at du ønsker en specificeret regning.

Utilfreds med dit teleselskab?

Hvis du mener din regning er forkert, eller der er andet, du er utilfreds med hos dit teleselskab, kan du klage. I første omgang skal du klage til teleselskabet, som skal give dig et skriftligt svar på din klage. Hvis du ikke er tilfreds med selskabets svar, så kan du klage til Teleankenævnet. Her kan du også læse mere om, hvordan du klager.

Tre tjekkede tips

  • Lav en aftale med dit teleselskab om saldokontrol – det er gratis!
  • Tjek din saldo i ny og næ, så du ved, hvor meget du har ringet for!
  • Få en detaljeret telefonregning, og tjek at den er rigtig!

Horizontal linie

Denne side er kapitel 14 af 14 til publikationen "Hallo, hallo - ved du hvad det koster? November 2008". Publikationen kan findes på adressen http://www.itst.dk/files/publikationer/index.htm © 2008
© IT- og Telestyrelsen 2008

 
Til sidens top