Hvordan er bredbåndsdækningen?

Det digitale motorvejsnet i Danmark har aldrig været mere udbredt end det er i dag, hvor 99 pct af de danske husstande og virksomheder kan få en bredbåndsforbindelse til internet via ADSL. Det viser IT- og Telestyrelsens seneste bredbåndskortlægning. På landsplan er der dermed cirka 23.000 husstande og virksomheder, som ikke kan få en bredbåndsforbindelse. Det er disse 23.000, som er både de sværeste og dyreste at nå, da de ligger spredt ud over hele landet.

Problemer med at få ADSL er nemlig ikke noget, der kun gør sig gældende i udkantsområderne. De forekommer også i større byer. Det skyldes, at der enten er for langt fra abonnenten til centralen, eller at kobberkablerne er i for dårlig stand.

Så i stedet for at grave flere telefonkabler ned for at give alle mulighed for at få en bredbåndsforbindelse, er det fra politisk side besluttet at bruge trådløst bredbånd til at dække de, der ikke kan få ADSL i dag. Senest i slutningen af 2010 skal det trådløse system være på plads, så alle danskere har mulighed for at komme på nettet med en bredbåndsforbindelse.

Mange steder er adgangen til bredbånd ikke begrænset til ADSL eller trådløse forbindelser. Knap 60 pct. af landets husstande og virksomheder kan også komme på nettet via en kabel-tv-forbindelse (kabelmodem), og mere end 10 pct. kan komme på via et fibernet.

Hvor mange abonnementer og hvilken type?

Opgjort på antal abonnementer dominerer ADSL som danskernes klart foretrukne bredbåndsprodukt. Der er mere end 1,1 mio. ADSL-abonnementer, mens der er godt 500.000 kabelmodemabonnementer og godt 40.000 fiberabonnementer. Se faktaboksen.

Hvilken ”fart” er den mest udbredte?

Men en ting er at kunne komme på internet, en anden er, hvilken ”fart” man kan få på, når man skal surfe på internettet. Bredbåndskortlægningen viser, at den mest udbredte bredbåndsforbindelse er på 2 Mbit/s. Med denne hastighed tager det ca. 20 sekunder at hente et gennemsnitligt digitalt billede i fuld størrelse. Det er værd at understrege, at hastigheder altid skal ses i forhold til, hvad man har tænkt sig at bruge nettet til. Hvis man for eksempel kun bruger nettet til at tjekke e-mail og surfe en lille smule, så kan selv lave hastigheder som 256 kbit/s ofte dække behovet. Man skal så bare være opmærksom på, at hvis man modtager en e-mail fra fætter Erik med vedhæftede digitalbilleder fra familiefesten, så tager det ca tre minutter at hente mailen ned for hvert billede, der er vedlagt.

Det er med bredbåndshastigheder som med så meget andet i den tekniske sfære – hvad der er godt nok i dag, kan være håbløst kort tid efter. Derfor ses det også, at internetudbyderne kappes om at levere høje hastigheder. På ADSL-markedet er teknologien visse steder blevet opgraderet, så der i dag kan tilbydes hastigheder op til 50 Mbit/s. Samtidig tilbyder en række fiberselskaber hastigheder op til 100 Mbit/s. Med disse hastigheder kan nettet bruges til langt mere end email og surf. Eksempelvis kan man også bruge forbindelsen til telefoni og til at se TV.

Hvad med sendehastigheden?

Man skal også være opmærksom på, at bredbåndshastigheder er en tosidet størrelse. Selv om det går hurtigt at hente data, er det ikke sikkert at det går hurtigt at sende data. Hvis man eksempelvis køber en ADSL-forbindelse på 2 Mbit/s, så dækker tallet kun ”hente-hastigheden”, også kaldet downstreamhastigheden. Sende-hastigheden (upstreamhastigheden) er typisk kun en fjerdedel af dette, nemlig 512 kbit/s. Upstreamhastigheden er væsentlig at huske på, hvis man gerne vil lægge data ud på nettet, for eksempel lægge sine digitale billeder op på et netgalleri eller sende dem til venner og bekendte. Her vil det typisk tage knap 1,5 minut at sende hvert billede ud i nettet med en uploadhastighed på 512 kbit/s.