IT- og Telestyrelsens logo baggrundsbillede
<< Forrige side | Publikationens forside | Indholdsfortegnelse | Til bund   
 

 

Horizontal linie

Fokus på Kina og mobilen

kinesiske skrifttegn

De Olympiske lege står for døren, og mange sportsfolk drager derfor af sted til Kina. Det samme gør flere og flere danskere. Nogle kombinerer måske ferie med OL, og andre tager blot til Kina for at holde ferie, se landets seværdigheder og lære om dets kultur. Men fælles for dem alle er, at lige så naturligt det er at tage tandbørsten med på ferie, lige så naturligt er det også blevet at tage mobilen med.

Mobilen bliver jo i dag brugt til mangt og meget. Når du har mobilen med, så har du også ur, vækkeur, telefonbog og måske kalender og kamera, så mobilen er efterhånden blevet en uundværlig følgesvend.

Men når du er uden for Danmark, så er det andre ”spilleregler”, der gælder, og det er godt at kende dem, inden du tager af sted. Så kan du undgå ubehagelige overraskelser, når du vender hjem til Danmark.

Flere mobilmuligheder

Inden du tager af sted, så tjek dit teleselskabs takster fx på www.it-borger.dk, hvor der er en linkguide til selskabernes hjemmesider. Tjek, om dit abonnement/taletid kan bruges i udlandet, og om der eventuelt skal åbnes. Vær opmærksom på dækningen – om de dækker der, hvor du skal opholde dig.

Når du bruger mobilen i Danmark, så er minuttaksten typisk noget under en krone. Det er den ikke i Kina. Der spænder minuttaksten fra knap otte til knap 20 kroner. Selvom du fatter dig i korthed, så triller minutterne, og det gør de hurtigt. Så en samtale kan nemt blive på tre minutter, og med den dyre takst er du 60 kroner fattigere. Der takseres enten per påbegyndt 30 sekunder eller per påbegyndt minut.

Du skal være opmærksom på, at når du besvarer et opkald i Kina eller i udlandet generelt, så betaler du også for at modtage kaldet. Det er normalt billigere end selv at foretage et opkald. Taksten hos det billigste selskab er cirka syv kroner og hos det dyreste knap 20 kroner. Så du skal tænke dig om, inden du besvarer et opkald, fordi det også kommer til at koste dig penge. Og den, der ringer til dig, ved måske ikke, at du befinder dig i Kina.

Så er det billigere at bruge SMS, og det koster ikke noget at modtage en SMS. Det koster typisk 2,50 kroner at sende en SMS i Kina, og det er lettere at holde styr på antallet af SMS’er end minutter.

Har du hang til MMS eller data, så er taksterne høje, og dem skal du have styr på, inden du kaster dig ud i det. Ved nogle mobilselskaber betales MMS per styk, ved andre for hvor meget MMS'en fylder, og endelig er der selskaber, hvor der både betales pr. stk. og for hvor meget den fylder. Det kan derfor være en god ide at tage billedet med en lav opløsning, hvis du skal sende det hjem, da billedet så fylder mindre.

Priseksempler

Opkald fra Kina til Danmark

Du ringer hjem til familien i Danmark for at fortælle, at I er kommet godt til Kina. Samtalen tager to minutter og 10 sekunder. Taksten er 15,50 kroner, og der afregnes per påbegyndt minut. Du kommer derfor til at betale 46,50 kroner, som svarer til tre minutter.

SMS

Havde du i stedet valgt at sende en SMS, var du sluppet med 2,50 kroner Og ”kvitteringen” fra familien om, at de har fået din besked, koster dig ikke noget.

Opkald fra Danmark til Kina

Din mor ringer næsten dagligt – skal bare lige høre, at det går godt. Du besvarer selvfølgelig opkaldet. Samtalen varer lige under to minutter. Hvis det koster 6,50 kroner pr. minut at modtage opkaldet, og der takseres per påbegyndt 30. sekunder, så kommer du til at betale 13 kroner per gang.

Telefonsvareren

Du har fået billet til bordtennisturneringen og ser Michael Maze yde sit bedste. Du sætter din mobil på lydløs og svarer ikke, når du bliver ringet op fra Danmark. Opkaldet bliver derfor viderestillet til telefonsvareren, som fysisk befinder sig i Danmark. Opkaldet varer et minut. Du kommer til at betale for en dobbelt forbindelse, når der lægges besked på din telefonsvarer. Du kommer nemlig til at betale både for at modtage opkaldet og for opkaldet til telefonsvareren, hvor beskeden indtales. Derudover kommer du til at betale for et opkald, når du aflytter beskeden. Da kampen er færdig, ser du, at der ligger en besked til dig. Du kalder derfor op til din telefonsvarer for at aflytte beskeden. Taksten er 12 kroner i minuttet for både at foretage – og modtage et opkald. Derudover er der en opkaldsafgift på 50 øre. Det kommer i alt til at koste dig 37 kroner (2 x 12 kroner + 0,50 kroner i opkaldsafgift og for at aflytte beskeden 1 x 12 kroner + 0,50 kroner). Da du ikke selv har kontrol over, hvor mange opkald der viderestilles til telefonsvareren, kan det hurtigt blive en rigtig dyr fornøjelse.

MMS

Joachim B. Olsens kuglestød på over 20 meter røg lige i kassen på dit kamera i mobilen. Du sender fluks en MMS med billedet til din kammerat i Danmark. Det koster 100,49 kroner per MB, og der afregnes per 1 kB. Billedet fylder 243 kB. MMS’en kommer til at koste dig 24,42 kroner Skulle du blive fristet til at gruppesende billedet, så skal prisen ganges med det antal, der modtager billedet.

Download

Nu har du været i Kina en uge, og det har været småt med nyheder hjemmefra. Du griber mobilen og går ind på din foretrukne nyhedstjeneste. Og inden du ved af det, har du downloadet 25 nyheder, som du nu kan læse på din mobil. Nyhederne fylder tilsammen 375 kB. Dit mobilselskab tager 100 kroner per MB, og der takseres per påbegyndt 50 kB. De 25 små nyhedstekster kommer til at koste dig 40 kroner

Tre tjekkede tips

  1. Tjek dit selskabs takster fx på www.it-borger.dk, hvor der er en linkguide og masser af gode råd.
  2. Slå telefonsvareren fra – ellers kan den blive dig et dyrt bekendtskab.
  3. Brug SMS i stedet for at ringe.

Horizontal linie

Denne side er kapitel 13 af 13 til publikationen "Hallo, hallo - ved du hvad det koster? August 2008". Publikationen kan findes på adressen http://www.itst.dk/files/publikationer/index.htm
© IT- og Telestyrelsen 2008

 
Til sidens top