Når du ringer fra Danmark til udlandet, kan der være store forskelle på prisen. Det gælder også, hvis du ringer til Færøerne eller Grønland, som til trods for Rigsfællesskabet regnes for udland, når du skal ringe dertil. Ofte er det forholdsvist dyrt at bruge sin mobiltelefon til at ringe til udlandet, men flere og flere fravælger fastnettelefonen, og så kan mobiltelefonen være den eneste mulighed, man har. Derfor har IT- og Telestyrelsen taget et tjek på, hvad det koster at ringe fra sin mobiltelefon i Danmark til en færøsk eller grønlandsk abonnent.
Minuttakst til Færøerne
Hvis du ringer fra din mobiltelefon i Danmark til en færøsk fastnetabonnent, vil du kunne komme af med op til 6,00 kroner i minuttet. Du kan også få det til 69 øre i minuttet.
Ringer du til en færøsk mobilabonnent, vil du kunne komme af med op til 6,10 kroner i minuttet. Med det billigste mobilabonnement koster det derimod kun 1,99 kroner i minuttet.
Minuttakst til Grønland
Hvis du ringer fra din mobiltelefon i Danmark til en grønlandsk fastnetabonnent, vil du kunne komme af med op til 14,00 kroner i minuttet. Du kan også få det til 1,99 kroner i minuttet.
Ringer du til en grønlandsk mobilabonnent, vil du også kunne komme af med op til 14,00 kroner i minuttet. Med det billigste mobilabonnement koster det derimod kun 3,99 kroner i minuttet.
Opkaldsafgift og takseringsinterval
Selvom den største udgift for et udlandsopkald er minuttaksten, er der også andre omkostninger, du skal være opmærksom på.
De fleste mobilselskaber tager en opkaldsafgift, som er et fast beløb, du kommer af med uanset, hvor længe samtalen varer. Opkaldsafgiften varierer fra 22,5 øre til 1 krone. Der findes enkelte mobilabonnementer, hvor der slet ikke opkræves en opkaldsafgift for et udlandsopkald.
Også takseringsintervallet kan der være stor forskel på. Nogle abonnementer takserer kun den tid, opkaldet varer. Dermed kommer du til at betale 1/60 af minuttaksten for hvert sekund, opkaldet varer. Andre abonnementer takserer for hvert påbegyndte halve eller hele minut. Hvis du har sådan et abonnement, kommer du til at betale for et halvt eller et helt minut, så snart du har brugt bare et sekund af det. Hvis dine samtaler normalt er lange, så betyder det mindre, men hvis du har mange, korte samtaler, så kan ekstrabetalingen for et minuttakseret abonnement blive ret stor.
Oprettelsesafgift og abonnementsbetaling for udlandstelefoni
Hovedparten af mobilselskaber tager ikke gebyr for at tilbyde opkald til udlandet, men enkelte mobilselskaber tager et oprettelsesgebyr for at åbne op for, at du kan ringe til udlandet. Oprettelsesgebyret ligger i givet fald typisk på mellem 49 og 99 kroner. En enkelt mobiludbyder tager 199 kroner for at åbne for muligheden, men det beløb sættes ind på din konto, så du kan tale for det.
Nogle mobilabonnementer kan kun bruges til udlandstelefoni, hvis du betaler et fast, månedligt beløb for det. Nogle selskaber tilbyder, at du kan ringe til billigere udlandstakster mod en fast, månedlig betaling. Et enkelt abonnement koster 19,00 kroner ekstra om måneden, hvis det skal kunne bruges til udlandstelefoni, mens et andet selskab nøjes med 1,02 kroner om måneden. Enkelte selskaber tilbyder lavere minuttakster til udlandet mod en fast, månedlig betaling. Det kan betale sig for dig, hvis du ringer meget til udlandet.
SMS og MMS
Hvis man kan nøjes med at sende en SMS, vil det ofte være billigere end selv en ganske kort samtale. En SMS til Færøerne eller Grønland koster mellem 1,75 kroner og 3,25 kroner, alt efter, hvilket mobilabonnement, du har. I gennemsnit koster en SMS 2,69 kroner, uanset om det er til Færøerne eller til Grønland.
En MMS kan med det billigste abonnement sendes til Færøerne eller Grønland for 1,99 kroner. Med det dyreste mobilabonnement kommer du af med 5,00 kroner for en MMS til Færøerne og 17,00 kroner for en MMS tril Grønland.
Andre muligheder
Hvis du ringer ofte til det samme nummer, kan det måske være en ide at aftale med vedkommende, at I begge får installeret Skype på mobiltelefonen. Du kan så ringe til 0 øre i minuttet. Helt gratis er det dog ikke, for du vil skulle betale en månedlig abonnementsafgift på 39 kroner.
Hvis du SMS'er meget til udenlandske mobilnumre, så har SMS-prisen særlig stor betydning. Der er andre og billigere muligheder for at sende SMS fra Danmark til udlandet end den traditionelle, hvor du typisk bliver opkrævet 2,50-3,00 kroner for hver SMS.
Nogle teleselskaber tilbyder deres kunder at sende billigere SMS'er fra selskabets hjemmeside, men det betinger, at du i forvejen er kunde ved det pågældende selskab eller ønsker at blive det.
Hvis dit teleseskab ikke tilbyder dig denne mulighed, så findes der en række andre løsninger, som gør det muligt at sende SMS-beskeder til udlandet billigere. Der findes blandt andet SMS-tjenester, som kan downloades til mobiltelefonen og web-baserede SMS-programmer. Læs mere om disse muligheder på It-borger: http://www.it-borger.dk/forbrug/mobiltelefoni/udland/sms-og-mms-til-udlandet
Prisforskelle for mobilopkald fra Danmark til færøsk eller grønlandsk abonnent
| Kr. pr. minut eller pr. stk. | Til fastnet | Til mobil | SMS | MMS | ||||
| Fær- øerne |
Grøn- land |
Fær- øerne |
Grøn- land |
Fær- øerne |
Grøn- land |
Fær- øerne |
Grøn- land |
|
| Billigst | 0,69 | 1,99 | 1,99 | 3,99 | 1,75 | 1,75 | 1,99 | 1,99 |
| Dyrest | 6,00 | 14,00 | 6,10 | 14,00 | 3,25 | 3,25 | 5,00 | 17,00 |
Undersøg priserne på forhånd
Hvis du skal ringe til Færøerne eller Grønland fra din mobiltelefon, er der som det fremgår af tabellen store prisforskelle mellem de forskellige mobilabonnementer, der udbydes i Danmark. Det kan derfor være en god ide at tjekke priserne hos dit mobilselskab, inden du bruger din mobiltelefon, så du undgår overraskelser, når regningen skal betales.
Når du skal vælge det mobilabonnement, der passer dig bedst, bør du se på hele dit forbrug, og ikke kun fokusere på dine udlandsopkald. Måske kan du finde en forbrugsprofil her i pjecen, som passer nogenlunde til dit indenlandske forbrugsmønster, og så tage udgangspunkt i den profil. Hvis ingen af forbrugsprofilerne her i pjecen passer til dig, kan du selv sammensætte din egen forbrugsprofil på teleguiden på It-borger: http://www.it-borger.dk/verktojer/teleguide.
Det er også vigtigt, at du på forhånd gør dig klart, hvordan du sandsynligvis vil bruge din mobiltelefon til at holde kontakt til udlandet. Bare som et eksempel, så findes den billigste minuttakst for opkald til Færøerne i det samme abonnement, som har den højeste SMS-takst til Færøerne.
Du kan finde en samlet oversigt over links til mobilselskabernes takster for opkald til udlandet på It-borger: http://www.it-borger.dk/forbrug/mobiltelefoni/udland/linkguide-mobilselskabers-priser-i-udlandet. Her kan du både tjekke taksterne på dit eget mobilabonnement og lede efter et mobilabonnement med billigere takster, hvis dit abonnement ikke i forvejen er det billigste
Denne side er kapitel 14 af 14 til publikationen "Hallo, hallo - ved du hvad det koster ?".
Publikationen kan findes på adressen http://www.itst.dk/filer/Publikationer/prispjecen/index.htm
© IT- og Telestyrelsen 2009