6. Tekniske og juridiske bindinger i dokumentformaterne

6.1. Problemstillingen

Som anført i afsnit 2.2.1 indeholder en dokumentstandard regler for, hvordan en digital repræsentation oversættes til en grafisk repræsentation af et dokument.

Gennem åbenhed om den slags regler skabes grundlaget for fri konkurrence mellem udbydere af de produkter (herunder tekstbehandlingssystemer), der kan frembringe og læse disse dokumenter. Ønsket om at sikre en sådan konkurrence er et af de et væsentligt hensyn bag de initiativer til it-standardisering, der udfolder sig inden for rammerne af standardiseringsorganerne.

At der er åbenhed om en standard indebærer dog ingen garanti for, at der kan skabes en sådan konkurrence. I praksis kan muligheden for at overholde de regler, dokumentstandarden anviser, være begrænset ad teknisk eller juridisk vej. F.eks. kan det tænkes, at standarden forudsætter, at der gennem­føres eller afvikles en proces eller procedure, som i praksis kun er mulig under bestemte tekniske forudsætninger. Dette vil være situationen, hvis standarden forudsætter, at der skal afvikles et program, som alene kan anvendes af en person, der har erhvervet en bestemt licens, eller hvis standarden forudsætter anvendelsen af hardware, som alene kan erhverves hos en bestemt producent. Er dette tilfældet, er standarden reelt bundet til det pågældende program eller den pågældende hardwarekomponent. Bindingen er i givet fald både teknisk og juridisk: Den er teknisk, fordi standarden teknisk ikke kan overholdes uden den pågældende komponent. Og den er juridisk, i det omfang det skyldes juridiske regler (f.eks. en ophavsretlig eller patentretlig eneretsbeskyttelse), at brugeren ikke uden en juridisk gyldig tilladelse kan overkomme dette tekniske krav.

Spørgsmålet om tekniske og juridiske bindinger har først og fremmest betydning for den producent, der står foran at skulle udvikle et produkt eller system (f.eks. et program til tekstbehandling), der skal overholde standarden. Bindingen viser sig, når producenten begrænses i sin mulighed for at sikre, at produktet overholder standarden, fordi producenten skal indhente en særlig tilladelse (licens) hos en rettighedshaver.

Uden for emnet falder de juridiske begrænsninger, som den enkelte producent selv vælger at underlægge sit produkt. Et eksempel herpå er de licens­vilkår, der lægger begrænsninger i brugeres adgang til at benytte program­produkter. Sådanne licens­begrænsninger vil ikke knytte sig til dokumentformatet (som programudvikleren jo ikke har bestemt) men til dennes eget produkt med dets særlige funktionaliteter.

Uden for emnet falder også de begrænsninger, der kan være forbundet med brug af tekstfonte under tekstbehandling. Ingen af de standarder, der behandles i denne rapport, beskriver udformningen af forskellige tekstfonte. Sådanne fonte udvikles normalt uafhængigt af udviklingen af de tekstbehandlingssystemer, hvori de anvendes. Mange af dem vil, som nævnt i afsnit 2.1.1, være ophavsretligt beskyttede, hvorved der kan være retlige begrænsninger i retten til at anvende dem.

Uden for emnet falder endelig de tekniske begrænsninger, der opstår i forbindelse med den praktiske implementering af det enkelte produkt, og som ikke har at gøre med de regler, der definerer standarden. Også dette spørgsmål belyses med de vanske­lig­heder, der kan være forbundet med at udskrive tekstfonte (hvor der er ret til at benytte disse fonte), jf. afsnit 2.1.1: Når gældende licenser afskærer flytning fra en computer til en anden, vil den modtagende computer ikke nødvendigvis indeholde den font, som dokumentet oprindeligt blev skrevet i. I en sådan situation vil applikationen typisk prøve at finde den tekstfont, der ligner mest, men resultatet kan være, at teksten fylder mere eller mindre.

6.2. Standardiseringsorganernes politik

De problemer, der opstår ved sådanne tekniske og juridiske bindinger, er velkendte inden for alt standardiseringsarbejde. Som nærmere omtalt hos Mads Bryde Andersen: IT-retten, 2. udg. (2005), s. 270-273, har standardiserings­organerne derfor vedtaget regler for, hvordan man håndterer immaterielle rettigheder (f.eks. patenter og ophavsrettigheder) i vedtagne standarder.

Inden en standard vedtages i ISO og JTC1, tager man stilling til, om der er tekniske eller juridiske bindinger, der forhindrer dens anvendelse på forskellige platforme. Det bagved liggende ønske om, at de produkter, standarden drejer sig om, så vidt muligt kan bringes til at fungere sammen med andre produkter, formuleres således i ISO/IEC JTC 1 Directives, 5th Edition, Version 3.0 (2007):

“A purpose of IT standardization is to ensure that products available in the marketplace have characteristics of interoperability, portability and cultural and linguistic adaptability. Therefore, standards which are developed shall reflect the requirements of the following Common Strategic Characteristics:

• Interoperability;
• Portability
• Cultural and linguistic adaptability. ”

I relation til spørgsmålet om tekniske og juridiske bindinger, der forhindrer anvendelse af dokumentstandarder på flere platforme, er det spørgsmålet om Portability, der er relvant.

ISO har sammen med IEC og ITU den 19. marts 2007 (i ISO ref. 1052: Use of International Standards to disseminate innovation encouraged by new agreement) tilkendegivet ønsket om at opnå balance mellem ejerskab og deling af patentrettigheder. I den vedtagne policy-erklæring siges det, at:

“… the three organizations strongly encourages the disclosure of patented technology which is necessary for the implementation of a standard before the standardization process has been completed. It allows for companies’ innovative technologies to be included in standards as long as such intellectual property is made available under reasonable and non-discriminatory terms and conditions. In addition, IEC, ISO and ITU have jointly adopted Guidelines for the Implemen­tation of the Common Patent Policy and a Patent Statement and License Declaration Form.”

Guideline page 6, section ISO/IEC-2 Notification opstiller følgende alternative erklæringer som krav til indledningen i et standarddokument:

“A published document for which no patent rights are identified during the preparation thereof, shall contain the following notice in the foreword:

Attention is drawn to the possibility that some of the elements of this document may be the subject of patent rights. ISO [and/or] IEC shall not be held responsible for identifying any or all such patent rights.”

Alternativt kan følgende foreligge:

”If patent rights have been identified during the preparation …. shall include the following notice … ”

I den pågældende notice skal herefter angives, at patentindehaveren herefter erklærer at være villig til at forhandle licensaftaler på “reasonable and non-discriminatory terms and conditions …”

I Annex 1 til denne Guide fremlægges endvidere “a code of practice” hvoraf det fremgår at detaljerne vedrørende patenter og deres licensering fuldt og helt er overladt til de involverede parter selv. At der er afgivet en sådan erklæring er med andre ord ikke ensbetydende med, at rettighedshaveren har givet et tilsagn. Dette skal i alle tilfælde klares gennem specifikke aftaler mellem rettighedshaveren og brugeren eller producenten.

I ISO 29500, der har foreligget til orientering i de nationale standardiserings­organisationer siden ultimo september 2008, er anvendt det første alternativ, som det fremgår af følgende:

“Attention is drawn to the possibility that some of the elements of this document may be the subject of patent rights. ISO and IEC shall not be held responsible for identifying any or all such patent rights.”

Samme formulering om tekniske og juridiske bindinger er anvendt I DS/ISO/IEC 26300 Informationsteknologi – Åbent dokumentformat for kontoranvendelse (Open document) v.1.0.  1. Udgave. 2006-12-21.

6.3. Udvalgets vurdering

Udvalget lægger til grund, at de standardiseringsorganer, der har været involveret i vedtagelsen af de standarder, der er genstand for undersøgelse i denne rapport, har forholdt sig til risikoen for, at tekniske eller juridiske bindinger lægger begræns­ninger i adgangen til at benytte de teknologier, der finder udtryk i standarderne, f.eks. i form af ophavsrettigheder eller patentrettigheder.

Der foreligger ingen specifikke oplysninger om, at der skulle foreligge patent­rettigheder, der giver anledning til tekniske eller juridiske bindinger hvad angår nogen af de to dokumentstandarderne, der er undersøgt. At de pågældende standardiseringsorganer ikke desto mindre har valgt at godkende disse standarder til vedtagelse må tages som udtryk for, at standardiseringsorganerne har følt sig tilstrækkeligt sikre på, at der ikke vil vise sig sådanne problemer.

Det vil ikke være muligt for udvalget – eller det ville i givet fald være forbundet med et uforholdsm­æssigt stort besvær – at foretage en udtømmende undersøgelse af, om de to undersøgte standarder er forbundet med immaterielle rettigheder.

En sådan undersøgelse måtte primært rette sig mod mulige patentrettigheder. Alene på dette område ville undersøgelsen i givet fald forudsætte en udtømmende gennemgang af de tusindtallige dokumentsider, som beskriver de respektive standarder. Dernæst skulle den baseres på en global nyhedsundersøgelse inden for alle de mulige teknologier, hvor der kunne tænkes indgivet patentansøgninger.

Det er netop fordi sådanne undersøgelser ville være så overvældende omfattende og omkostningskrævende, at standardiseringsorganerne har valgt at håndtere disse spørgsmål gennem erklæringer afgivet af de parter, der har deltaget i udviklingen af standarden, og som i kraft af denne deltagelse må formodes at være nærmest til at kende de relevante immaterialrettigheder. Endnu er ingen sådanne erklæringer afgivet, og spørgsmålet er derfor endnu ikke blevet aktualiseret.

Udvalget bemærker, at det teoretisk kan tænkes, at rettighedshaverne til de programmer, der implementerer dokumentstandarder, f.eks. i tekstbehandlings­programmer, måtte ønske at lægge bindinger i benyttelsen af deres programmer, der rammer brugen af de dokumenter, der genereres af disse programmer. Udvalget bemærker i den forbindelse, at det er højst usædvanligt, at licenser til standard­programmer, indeholder sådanne begrænsninger. Skulle den slags licenser foreligge i relation til markedsdominerende programmer, ville de kunne give anledning til indgreb fra konkurrence­myndighedernes side.

Derimod er det ikke muligt på forhånd at udelukke, at der kan være tekniske bindinger eller begrænsninger i underliggende teknologier, der kan påvirke den måde, hvorpå dokumentstandarderne rent faktisk virker, jf. eksemplerne ovenfor om dokumentfonte. Det vil formentlig være tekniske forhold af den art, der er årsag til de konverteringsvanskeligheder der er redegjort for tidligere i denne rapport. Som tidligere nævnt har udvalget imidlertid ikke grundlag for at udpege særlige bindinger, som der er anledning til at drage frem som særligt kritiske, og som i særlig grad taler for den ene, frem for den anden, standard.