4. Regelgrundlag

4.1. Informations- og ytringsfrihed

Informations- og ytringsfrihed handler om retten til at modtage og meddele oplysninger og meninger. Det er et af de afgørende kendetegn på et demokrati. Grundloven indeholder i § 77 en bestemmelse om ytringsfrihed, og i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 er der fastsat en bestemmelse om informations- og ytringsfrihed.

Grundlovens § 77 anses for at være til hinder for ordninger, hvorefter offentliggørelse af visse ytringer som sådan er formelt forbudt, og offentliggørelse derfor kun er lovlig, hvis forbuddet gennembrydes af en tilladelse. Grundlovens § 77 indeholder således et forbud mod censur.

Derimod kan der ved lov fastsættes materielle begrænsninger i ytringsfriheden, således at indholdet af visse ytringer gøres ulovlig. Man vil således kunne ifalde et efterfølgende ansvar, hvis man har fremsat en ytring, der bedømt ud fra en sådan lovgivning har et ulovligt indhold.

Den Europæiske Menneskeretskonventions artikel 10 har et bredere sigte end grundlovens § 77. Den beskytter således både retten til at meddele og retten til at modtage oplysninger, og den beskytter mod efterfølgende ansvar i det omfang, staten ikke vil kunne foretage indgreb i medfør af artikel 10, stk. 2. Der kan foretages indgreb i ytringsfriheden, når følgende betingelser er opfyldt:

• indgrebet skal have hjemmel i lov,
  
  
• indgrebet skal varetage et eller flere af de hensyn, der er opregnet i konventionen (art. 10, stk. 2) og
  
  
• indgrebet skal være nødvendigt i et demokratisk samfund.

Ytringer om spørgsmål af almen samfundsmæssig interesse nyder en særlig beskyttelse under artikel 10. Der kræves således særligt tungtvejende grunde til at gøre indgreb i forhold til sådanne ytringer.

Den Europæiske Menneskeretskonvention art. 10:

Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser. Denne artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmforetagender kun må drives i henhold til bevilling.

Stk. 2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.

4.2. Udbyderens ansvar efter straffeloven

Der er ikke i straffeloven særlige regler om en internetudbyders ansvar for hjemmesider med ulovligt indhold. Der er desuden ikke efter straffeloven en forpligtelse for udbyderen til at overvåge hjemmesidernes indhold og som hovedregel heller ikke en pligt til at indgive anmeldelse til politiet, hvis udbyderen bliver bekendt med, at hjemmesiderne indeholder ulovligt materiale.

Vurderingen af, om en internetudbyder kan gøres strafferetlig ansvarlig for hjemmesider med ulovligt indhold, beror derfor på de almindelige regler om strafbar medvirken, jf. straffelovens § 23.

Et ansvar for strafbar medvirken (ved passivitet) vil efter omstændighederne kunne komme på tale, hvis en udbyder, der oplagrer information leveret af en kunde, ikke fjerner hjemmesider eller links til hjemmesider med ulovligt indhold, selv om udbyderen er blevet opmærksom på, at der er tale om ulovligt indhold, eksempelvis børneporno, trusler eller ærekrænkende eller racediskriminerende udsagn.

4.3. E-handelslovens ansvarsregler

Direktivet om elektronisk handel er gennemført i dansk ret ved lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester om informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel (E-handelsloven). Loven administreres af Forbrugerstyrelsen.

E-handelsloven indeholder også visse bestemmelser om udbyderes (eller formidleres) ansvar for ulovligt indhold.

Formålet med e-handelsloven er at opstille visse generelle rammer og minimumskrav til e-handel således at forskelle mellem fysisk handel og e-handel udlignes.

Loven finder anvendelse på enhver tjeneste, der har kommercielt sigte, og som leveres online. E-handels direktivet præciserer ydermere, at informationssamfundstjenester også omfatter tjenester, der består i at udsende information via kommunikationsnetværk, give adgang til et kommunikationsnetværk eller være vært for information, som leveres af tjenestemodtageren.

4.3.1. Ansvarsfrihed

Lovens §§ 13-16 indeholder bestemmelser om formidleres ansvarsfrihed i relation til straf og erstatning for indholdet af det materiale, som de formidler på andres vegne. Fritagelser for ansvar omfatter kun de tilfælde, hvor en informationssamfundstjenesteyders aktivitet er begrænset til den tekniske drift af og indrømmelse af adgang til et kommunikationsnet, hvor tredjemands informationer transmitteres eller oplagres midlertidigt. Leverandøren af informationssamfundstjenesten må hverken have kendskab til eller kontrol over de informationer, der transmitteres eller oplagres.

Bestemmelserne fastlægger alene, hvornår formidlere er fri for ansvar. Er lovens betingelser for ansvarsfrihed ikke opfyldt, kan formidleren gøres ansvarlig, såfremt de gældende regler om, hvornår der forelægger et strafferetligt eller erstatningsretligt ansvar, er opfyldt. Dette spørgsmål reguleres således ikke af lovens ansvarsfrihedsbestemmelser, men i stedet af fx straffeloven og de erstatningsretlige regler.

4.3.2. Indgrebsmuligheder

Ifølge § 16, stk. 2 i lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel , skal en leverandør af en informationssamfundstjeneste, som består i oplagring af information, når denne får konkret kendskab til ulovlige aktiviteter, straks tage skridt til at fjerne informationen eller hindre adgangen til den.

Fjernelsen af informationen eller hindringen af adgangen til den skal foretages under overholdelse af ytringsfriheden og de procedurer, der er fastlagt på nationalt plan med henblik herpå.

Der kan anvendes forskellige former for foreløbige retsmidler som afgørelser fra domstole eller administrative myndigheder, hvori det kræves, at eventuelle overtrædelser bringes til ophør eller forhindres, herunder at ulovlige informationer fjernes, eller at adgangen til dem hindres. Initiativ til indgreb kan således komme fra domstolene eller relevante administrative myndigheder, jf. § 6 stk. 1, i lov om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel.

4.3.3. Indhold på nationale kommunikationsnet og indhold fra andre lande

E-handelslovens § 4 indeholder et afsenderlandsprincip, der bygger på principper om hjemlandskontrol og gensidig anerkendelse. Loven undtager imidlertid visse områder og aktiviteter fra afsenderlandsprincippet. Det giver fx danske myndigheder mulighed for i konkrete tilfælde at fravige princippet om gensidig anerkendelse og gribe ind efter en særlig procedure over for en tjenesteyder etableret i en anden medlemsstat, såfremt indgrebet er nødvendigt for at varetage særlige hensyn som beskyttelsen af folkesundheden, den offentlige sikkerhed og forbrugerne – fx salg af børneporno på internettet, jf. § 6. Af lovbemærkningerne til e-handelsloven fremgår, at bestemmelsen kræver, at der udøves et konkret skøn i hvert enkelt tilfælde i forhold til de i bestemmelsen opregnede hensyn, herunder om foranstaltningen står i rimeligt forhold til målet.

Ifølge e-handelslovens § 6, stk. 2, skal myndighederne i etableringslandet, inden foranstaltninger træffes, opfordres til at gribe ind. Bestemmelsen finder imidlertid ikke anvendelse på foranstaltninger, der træffes som led i efterforskning og afgørelse af straffesager. Bestemmelsen er primært tiltænkt tilfælde, hvor informationssamfundstjenesten er tilladt på tjenesteyderens etableringssted, men fundamentalt strider mod retsopfattelsen i modtagerlandet, jf. lovbemærkningerne til § 6, stk. 1. Bestemmelsen gælder endvidere kun mellem EU medlemsstater.

4.4. Konklusion i forhold til udbyderes rettigheder og pligter

Udbydere af kommunikationsnet- og tjenester nyder ansvarsfrihed i relation til straf og erstatning for indholdet af det materiale, som de formidler på andres vegne.

Ansvarsfrihed forudsætter dog, at udbyderen hverken har kendskab til eller kontrol over de informationer, der transmitteres eller oplagres.

Når udbyderen får konkret kendskab til ulovlige aktiviteter, skal denne for at undgå ansvar straks tage skridt til at fjerne informationen eller hindre adgangen til den. Disse indgreb kan således både gå ud på at fjerne information og at hindre adgang til information.