IT- & Telestyrelsens logo
<<Forrige side | Publikationens forside | Indholdsfortegnelse | Til bund | Næste side>>  
 

 

Horizontal linie

Indsatsområde 1: Grønnere it-løsninger

Foto: Switchboard

Der ligger et stort medansvar for at nedbringe den samlede CO2-udledning gennem grønnere it-løsninger. I mange tilfælde kan dette ske gennem ændringer i it-anvendelsen på forskellige niveauer, både i forhold til miljørigtige serverrum og grønnere valg af hardware og software. For at inddrage både borgere, virksomheder og myndigheder om grønnere it-løsninger iværksætter Videnskabsministeriet en række initiativer.

Initiativ 1: Virksomhedernes it-anvendelse skal være grønnere

De nødvendige adfærdsændringer kan kun opnås gennem øget fokus på intelligente løsninger i alle de sektorer, der anvender it som et vigtigt arbejdsredskab. Her vil der kunne opnås væsentlige reduktioner samtidig med, at der vil blive udviklet nye og mere energieffektive løsninger.

Det er Videnskabsministeriets mål at indsamle og demonstrere best practice på området og fortælle de gode historier, der kan gøre danske virksomheders adfærd mere energieffektiv.

Derfor skal de gode erfaringer med grøn it, der allerede eksisterer hos forskellige danske virksomheder, indsamles. Det er vigtigt, at dette erfaringsgrundlag kan være med til at skabe klarhed over, hvad der fungerer godt, men også hvad der fungerer mindre godt i forhold til grønnere løsninger inden for it-anvendelse. Det kan både inkludere grønnere it-løsninger i forbindelse med serverrum, hjemmearbejdspladser, indkøb af elspareskinner eller helt nye idéer eller løsningsmodeller på it-området.

Resultatet af erfaringsindsamlingen i samarbejde med it-brancheorganisationerne er udarbejdelsen af et kort idékatalog, der kan anvendes af virksomheder, der ønsker at udvikle en grønnere profil inden for it-området.

Figur 3 – Siden 2002 er der sket en markant stigning i danske virksomheders brug af fjernarbejde, f.eks. via hjemmearbejdspladser. Især de større virksomheder muliggør i høj grad fjernarbejde, og det sparer transport og dermed CO2-udledning.

Anm: Fjernadgang til virksomhedens e-postsystem er i reglen nemmere at etablere end fjernadgang til de øvrige it-systemer. Det må derfor antages, at fjernadgang typisk indeholder adgang til virksomhedens e-postsystem, men ikke altid til de øvrige it-systemer. Opgørelsen dækker virksomheder med mindst ti ansatte, 2004-2006 refererer til januar, 2002 til slutningen af året.

Kilde: Danmarks Statestik, Danske Virksomheders brug af it 2006.

Figur 3 – Siden 2002 er der sket en markant stigning i danske virksomheders brug af fjernarbejde, f.eks. via hjemmearbejdspladser. Især de større virksomheder muliggør i høj grad fjernarbejde, og det sparer transport og dermed CO2-udledning.

Danmark er kendt for at være i front med mange innovative løsninger, og derfor er erfaringsindsamling et vigtigt redskab i den videre udvikling af virksomheders grønne profil.

Vidste du…
at et interessant initiativ fra it-branchens side er Climate Savers Computing. Dette initiativ er igangsat af Intel og Google og støttet af blandt andre Microsoft og Dell i samarbejde med Verdensnaturfonden. Gruppens mål er inden 2010 ad frivillighedens vej at have reduceret CO2-udledningen fra brugen af computere med 54 mio. tons om året, eller hvad der svarer til den årlige udledning fra 11 mio. biler. 13

I stigende grad profilerer virksomheder sig på miljø, herunder også grønnere it-løsninger. En stadig større del af virksomhedernes samfundsmæssige ansvar – Corporate Social Responsibility (CSR) – omhandler de miljømæssige forhold.

Udover at styrke deres profil, har virksomhederne samtidig mulighed for at opnå en væsentlig besparelse på strømforbruget. I samarbejde med it-brancheorganisationerne iværksættes derfor en række initiativer, der skal styrke virksomhedernes fokus på dette område.

Corporate Social Responsibility (CSR) kan bedst oversættes til dansk som virksomheders samfundsmæssige ansvarlighed. CSR-begrebet betegner virksomheders sociale, etiske og miljømæssige forhold

Initiativ 2: Informationskampagne om grøn it

Danmark er en af verdens førende it-nationer. Nogle af de ivrigste it-brugere er børn og unge, og derfor er det helt essentielt at sætte fokus på deres brug af it i forhold til el-besparelser.

Børn og unge udgør den største gruppe af private it-forbrugere, og er samtidig den gruppe, som hurtigst tilegner sig ny teknologi. Det er netop den yngre generation - en generation der ofte betegnes som digital natives - der kommer til at forme fremtidens it-brug.

Digital natives beskriver den generation, der er vokset op med digital teknologi, som computere, mobiltelefoner og MP3.

I den forbindelse skal der ske en målrettet information til unge om grøn it-anvendelse. Her er der netop mulighed for at inddrage de unge gennem computerspil, spil på nettet med virtuelle fora eller kampagner på digitale communities. Eksempler på digitale communities er Facebook, MySpace og Arto.

Figur 4 – Befolkningen har adgang til en lang række forskellige it-produkter , som de enten selv ejer, ellers som de har adgang til i deres hjem.

Figur 4 – Befolkningen har adgang til en lang række forskellige it-produkter, som de enten selv ejer, ellers som de har adgang til i deres hjem.

Initiativ 3: Vejledning om grøn it til offentlige myndigheder

Offentlige virksomheder skal gå forrest i anvendelsen af grønne it-løsninger.

Miljøkrav er allerede i dag en del af staten og kommunernes indkøbsaftaler. Det er målet med indkøbsaftalerne at spare 150 millioner kroner på elregningen over tre år via indkøb af strømbesparende udstyr. Erfaringerne herfra skal bidrage til at skærpe miljøkravene i indkøbsaftalerne fremover.

Øget tilslutning af elspareskinner til offentlige computere skal bidrage til at nedsætte strømforbruget. Elspareskinner sørger for at slukke samtlige enheder samtidig og reducerer dermed standby-forbruget.

Spar strøm med et klik
En elspareskinne er en intelligent stikdåse, som automatisk slukker for skærm, modem, printer, scanner og andet, når man slukker for computeren. Ved at anvende en elspareskinne kan den enkelte forbruger typisk spare 150-200 kroner om året på elregningen

En elspareskinne koster fra 50 kr.

Se mere på www.elsparefonden.dk

Vejledningen vil også indeholde anbefalinger om, hvordan serverrum indrettes på den mest hensigtsmæssige måde. Netop servere er noget af det mest energikrævende udstyr i moderne virksomheder. Elsparefonden anslår, at en gennemsnitlig dansk arbejdsplads bruger el for mellem 100.000 kr. og 200.000 kr. på serverrummet alene.

Ved at indrette serverrum hensigtsmæssigt, kan der opnås store miljømæssige gevinster. Elsparefonden anslår for eksempel, at der kan spares mellem en tredjedel og halvdelen af energiforbruget, uden at det går ud over sikkerheden.14

Et eksempel er, at den varme luft, der suges ud fra serverrummet, har en temperatur på 30-35 °C. Denne varme luft kan med fordel ledes til bygningens varmegenvindingsenhed og bruges til at forvarme den friske luft til bygningens andre lokaler.

Figur 5: Fordelingen af elforbrug i et serverrum.

Figur 5: Fordelingen af elforbrug i et serverrum.

Et serverrum vil typisk indeholde følgende udstyr:
Servere: Det er primært CPU’er og harddiske i disse, der er strømkrævende. Omkring 60 procent af elforbruget i serverrrumet går til disse enheder.
Diverse it-udstyr: Dette er typisk backupsystemer, skærme m.v. Omkring 10 procent af elforbruget går til sådanne enheder. Køleanlægget: Omkring 30 procent af elforbruget anvendes i køleanlægget.

Kilde: Elsparefonden

Øget brug af bærbare computere og tynde klienter hos offentlige myndigheder kan også give en væsentlig miljømæssig besparelse, da disse generelt bruger langt mindre strøm end stationære computere.

Tynde klienter
En tynd klient er en meget simpel computer, der skal være koblet op på en server for at kunne fungere.

Selve computeren har meget lidt udstyr i sig, hvorfor den bruger meget lidt strøm. Til gengæld centraliseres strømforbruget i større serverrum, hvilket giver stordrifts- og effektivitetsfordele.

Brugen af tynde klienter er en måde at begrænse elforbruget på. Elsparefonden skønner således, at tynde klienter sparer mellem 30 og 80 procent i forhold til en stationær computer.

Tynde klienter kræver dog en terminalserver med et konstant elforbrug på 300-600 watt. Hvis virksomheden ikke allerede har en terminalserver, kan det derfor ikke altid betale sig at skifte til tynde klienter.

Større fokus på hjemmearbejdspladser giver mulighed for mindre transport for medarbejderne og dermed mindre CO2-udledning. Fremtidens arbejdsplads er fleksibel, hvor både videokonferencer, virtuelle møder, e-læring og fjernarbejde bør have en mere fremtrædende plads både i den offentlige og private sektor.

Grøn it er ikke kun et spørgsmål om at bruge den rigtige, miljøvenlige hardware. Det er vigtigt, at myndigheder overvejer mulighederne for, at miljøvenlig software også spiller en central rolle. Software kan blandt andet benyttes til effektiv strømstyring af hardwaren. Desuden er der forskel på, hvor ressourcekrævende forskellig software er. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at indtænke effektiv software i myndighedernes brug af it.

Offentlige myndigheders it-strategier bør indarbejde planer for nedbringelsen af miljøbelastningen fra it-anvendelsen. Vejledningen om grøn it til offentlige myndigheder vil dække de vigtigste aspekter af miljørigtig anvendelse af it. Således vil vejledningen give anvisninger til, hvordan det offentlige bedst muligt indkøber it-udstyr og holder miljøet og pengepungen for øje på samme tid.

Vidste du…
at den offentlige sektor hver eneste dag spilder strøm for fire millioner kroner, og at mange af disse penge kunne spares ved ganske enkle foranstaltninger?15

Indkøb af strømbesparende og strømreducerende elektronisk udstyr indeholder en række engangsudgifter. Imidlertid kan disse engangsudgifter indtjenes på de forventede besparelser på energiforbruget og de miljømæssige gevinster.

Vejledningens hovedfokus vil være at give udførlige anvisninger til, hvordan offentlige myndigheder kan effektivisere deres brug af it ud fra en miljømæssig vinkel.

Andel af sager der håndteres papirløst. 2003-2007

Figur 6 – Andelen af sager, der håndteres papirløst er steget kraftigt siden 2003. Andelen af myndigheder med elektronisk sagsstyring, der håndterer mindst hver anden sag papirløst, steg således fra 34 procent i 2003 til 57 procent i 2007.

Anm. Ved elektronisk sagsstyring forstås et system, der understøtter sagsforløbet mellem sagsbehandlere.

Figur 6 – Andelen af sager, der håndteres papirløst er steget kraftigt siden 2003. Andelen af myndigheder med elektronisk sagsstyring, der håndterer mindst hver anden sag papirløst sted således fra 34 procent i 2003 til 57 procent i 2007. Kilde: Den offentlige Sektors brug af It 2007, Danmarks Statistik

Foto: Motherboard

Det er planen at statens it-drift og support, herunder varetagelsen og driften af de statslige servere, samles i store servicecentre. I forbindelse med den planlagte etablering af disse administrative fællesskaber bør effektiv og energivenlig it-anvendelse spille en vital rolle.

Denne effektivisering kan for eksempel drage nytte af intelligent strømstyring, øget virtualisering af servere og brug af kommunikationsteknologi til virtuelle møder over store afstande frem for tjenesterejser.



Vidste du…
at et internationalt studie har vist, at hvis 20 procent af alle forretningsrejser i EU blev erstattet af innovative it-løsninger, kunne der spares 25 millioner tons CO2 om året?16

Endelig vil vejledningen også rådgive om, hvordan offentlige myndigheder skal forholde sig til afskaffelse af elektronisk affald – det såkaldte e-waste.

”e-waste” eller "Waste Electrical and Electronic Equipment" ("WEEE") er elektronisk affald. E-waste kan være forældet, defekt eller kasseret elektronisk udstyr

Vejledningen skal hjælpe myndighederne med at tænke grøn it ind i alle faser af it-produkter fra vugge til grav. Det vil blive anbefalet alle statslige myndigheder at benytte vejledningen til at fremme grøn it.

Vejledningen kan desuden danne udgangspunkt for det internationale arbejde med at udbrede ideer og teknologi med udgangspunkt i grøn it.

Vidste du…
at Greenpeace har anslået, at der hvert år skrottes op mod 50 millioner tons elektronisk udstyr. Størstedelen bliver ikke genbrugt.17

Initiativ 4: Vidensbank for strøm- og CO2-beregning

Det er vigtigt, at borgere, virksomheder og myndigheder let kan få overblik over, hvor meget strøm der forbruges i forbindelse med anvendelsen af it. Information om strømforbrug og CO2-udledning skal kunne findes nemt og hurtigt.

Vidste du…
at et land som Storbritannien, som Danmark normalt sammenligner sig med, bruger ti procent af sit energiforbrug på it?18

Derfor udarbejdes der en vidensbank over CO2-udledning fra it-anvendelsen. Vidensbanken skal give den enkelte borger, virksomhed eller myndighed adgang til målere over, hvor meget strøm der bruges og dermed, hvor meget CO2 der udledes.

Vidensbanken vil blive gjort digitalt tilgængelig på internettet og vil blandt andet sammenligne de forskellige eksisterende beregnere, så brugerne let kan beregne CO2-udledningen.

Vidensbanken vil også rumme gode råd om, hvordan man kan spare strøm og dermed CO2.

Eksempel på en beregning:
Familien Jensen har én stationær og én bærbar computer. De bruges hver hhv. 6½ og 4½ time om dagen og forbruger hhv. 593 kWh og 41 kWh om året og udleder dermed hhv. 0,3 og tons og 0,02 tons CO2

Virksomhed X har 75 stationære computere, der bruges 8 timer om dagen. De forbruger hver 210 kWh om året og udleder dermed ca. 7,8 tons CO2

Styrelse X har 250 stationære computere og 75 bærbare computere. De forbruger hver hhv. 120 og
25 kWh om året og udleder dermed hhv. ca. 26 og 1,65 tons CO2

Indholdet af vidensbanken vil blive udarbejdet i forlængelse og på baggrund af eksisterende værktøjer fra blandt andet Elsparefonden og Klima- og Energiministeriet, som kan findes på henholdsvis:

Logo: Anbefalet af Elsparefonden

El-besparelser på it-området

  • Se efter elsparemærket og it-deklarationen ved valg af en ny computer eller skærm. Elsparemærket er garantien for, at elforbruget ligger i den lave ende. It-deklarationen viser præcis, hvor meget strøm produktet bruger
  • Indstil strømstyringen på pc’en, så den går i dvale
  • Husk at slukke for skærmen – eller lad en elspareskinne gøre det

Flere gode råd om it og strømbesparelser kan findes på www.elsparefonden.dk



13 http://www.climatesaverscomputing.org/media/whitepaper11302007.pdf, s. 4

14 http://www.elsparefonden.dk/servere

15 http://www.elsparefonden.dk/offentlig-og-erhverv

 

17 http://www.greenpeace.org/international/campaigns/toxics/electronics/the-e-waste-problem

18 Global Action plan 2007: An inefficient Truth, s. 3

Horizontal linie

Til sidens top

Denne side er kapitel 4 af 6 til publikationen "Handlingsplan for grøn it i Danmark".
Version nr. 1.0 af 14-04-2008

© IT- & Telestyrelsen 2008