Grøn it kan defineres som forskningen i og anvendelsen af informations- og kommunikationsteknologi (IKT) på en effektiv og miljørigtig måde.
På globalt plan stammer cirka to procent af den samlede udledning af CO2 fra brugen af it-udstyr. Samtidig indeholder it nøglen til at kunne reducere de resterende 98 procent af CO2-udledningen gennem reduktioner i energiforbruget.
Grøn it handler derfor på den ene side om at være bevidst om de miljøbelastninger, som er en følge af anvendelsen af it, og om arbejdet med at reducere disse. På den anden side handler grøn it også om, hvordan it kan anvendes til at reducere miljøbelastningen ved virksomhedens øvrige aktiviteter, for eksempel gennem reduktion af behovet for transport og gennem intelligent styring af energiforbruget.
Ud over at være energiforbrugende indeholder it-udstyr ofte kemikalier, som kan være skadelige for både helbred og miljø, ligesom produktionen af udstyret ofte foregår i processer, som lægger pres på miljøet. Derudover udskiftes it-udstyr jævnligt, og mængden af udtjent it-udstyr, som skal håndteres, er derfor stor. Det er derfor vigtigt at bestræbe sig på at minimere miljøbelastningerne i hele it-udstyrets livscyklus.

Dette katalog behandler både indsatsområder, der adresserer it-udstyrets direkte miljøbelastning (anvendelse), og indsatsområder, der adresserer øvrige miljøbelastende aktiviteter (produktudvikling, produktion, anskaffelse og håndtering af udtjent it-udstyr). Kataloget indeholder desuden forslag til tiltag rettet mod medarbejderne samt forslag til, hvordan arbejdet med grøn it forankres strategisk i din virksomhed.
Endelig indeholder kataloget forslag til hvordan it kan anvendes til at reducere energiforbruget på andre områder.
Otte indsatsområder inden for grøn it.

Denne side er kapitel 2 af 4 til publikationen "Grøn it i din virksomhed".
Version nr. 1.0 af 18-05-2009
© IT- og Telestyrelsen 2009