Indledning

Indhold

Dette idé- og videnskatalog indeholder eksempler fra danske virksomheder samt gode råd og konkrete forslag til, hvordan din virksomhed kan medvirke til at fremme en energieffektiv og miljørigtig brug af it.

Målgruppen for kataloget er virksomheder, store såvel som små og mellemstore, i brancher hvor anvendelsen af it spiller eller kunne spille en væsentlig rolle i dagligdagen.

Kataloget henvender sig til it-chefer og it-ansvarlige, topledelse og øvrige ledere med interesse og ansvar for it-anvendelsen samt andre med interesse for grøn it.

Baggrund

Kataloget tager afsæt i Videnskabsministeriets ”Handlingsplan for grøn it i Danmark” og er en konkretisering af handlingsplanens indsatsområde: ”Virksomhedernes it-anvendelse skal være grønnere”.

Kataloget er udarbejdet i samarbejde med IT-Branchen og DANSK IT og er et eksempel på en fælles indsats hos det offentlige og erhvervslivet i forhold til grøn it.

Læsevejledning

Kataloget består af to dele:

Første del introducerer grøn it og redegør for, hvorfor danske virksomheder bør have grøn it på dagsordenen.

Andel del indeholder eksempler fra danske virksomheder inden for otte forskellige grønne indsatsområder samt inspiration og gode råd til, hvordan grønne it-initiativer kan igangsættes. Nogle af eksemplerne er et udtryk for bedste praksis, mens andre eksempler anviser mere konkrete tiltag og gode råd, som hurtigt kan gennemføres.

Virksomheder er ikke ens, og selvom visse problemstillinger er relevante for alle, vil det være forskelligt fra virksomhed til virksomhed, hvilke konkrete tiltag der vil være meningsfulde at gennemføre.

 

Til sidens top

Denne side er kapitel 1 af 4 til publikationen "Grøn it i din virksomhed".
Version nr. 1.0 af 18-05-2009

© IT- og Telestyrelsen 2009