IT- & Telestyrelsens logo
<<Forrige side | Publikationens forside | Indholdsfortegnelse | Til bund | Næste side>>  
 

 

Horizontal linie

1. Udgangspunktet

 

Danmark har et godt afsæt for at udnytte informations- og kommunikationsteknologi til at sikre og udvikle service og velfærd. I internationale undersøgelser ligger Danmark ofte i front med hensyn til digital forvaltning, og vi topper internationale undersøgelser om it-parathed.

Med den fællesoffentlige strategi for digitalisering af den offentlige sektor: ”Mod bedre digital service, øget effektivisering og stærkere samarbejde 2007-10” er det målet at udnytte de digitale muligheder endnu mere og udvikle forbedringer i borgerservicen.

Regeringens politik vedrørende it-færdigheder skal således arbejde for, at danskernes generelt, er klædt bedst muligt på til at begå sig i det digitale informationssamfund, uanset beskæftigelse, uddannelse og alder. Det giver store velfærdsmæssige fordele og kvalitet for borgerne.

Allerede i dag bruger seks ud af ti danskere internettet til at komme i kontakt med det offentlige, og det skal være attraktivt for flere i fremtiden. Omlægning til mere digital forvaltning er effektiviserende og kan flytte ressourcer fra administration til personalekrævende borgernær service, som der er brug for i de kommende år.

Der foregår allerede i dag i det danske samfund en meget omfattende indsats for at styrke danskernes it-færdigheder. Denne finder sted i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Og for mange sker udviklingen af it-færdigheder også i form af den måde, vi begår os på i hverdagen, f.eks. når vi eventuelt med sidemandsoplæring begynder at benytte nettet til informationsindsamling. Den seneste måling af danskernes it-færdigheder (Borgernes IKT-færdigheder i Danmark, Teknologisk Institut, 2007) viser, at en meget stor del af indlæringen sker på hjemmefronten ved, at man prøver sig frem eller får hjælp fra venner og familie.

Tilegnelsen af it-færdigheder er integreret i undervisningen i alle dele af det danske uddannelsessystem. Det gælder såvel i folkeskolen, i ungdomsuddannelserne, i de videregående uddannelser samt i voksen- og efteruddannelsessystemet.

 

I såvel det private erhvervsliv som hele den offentlige sektor bruges der mange kræfter på systematisk kompetenceudvikling af medarbejdere blandt andet i almen it-brug. Det sker i form af kursusaktiviteter over sidemandsoplæring til selvstudium.

Der udbydes en lang række it-kurser i både offentligt og privat regi. Alene på voksen- og efteruddannelsesområdet er der i 2007 budgetteret med statslige udgifter på ca. 70 millioner kr. til generelle it-fag. Ud over dette bevilges der yderligere midler til uddannelse og kurser for ledige med henblik på at fremme lediges beskæftigelsesmuligheder. En del af disse kurser vedrører it-kurser.

Der er endvidere udstedt godt 250.000 pc-kørekort i perioden 1997-2006.

Der er i indeværende finanslovsår 2007 afsat ca. 200 millioner kr. alene på Undervisningsministeriets område blandt andet til støtte til udvikling af it-baserede lærings- og undervisningsmedier, til indkøb af computere i folkeskolen, efteruddannelse af lærere på erhvervsuddannelser samt tværgående it-udvikling i hele uddannelsessektoren, herunder udbygning af skolernes fælles adgang til internettet med tilknyttede tjenester. På  ”Junior pc-kørekort”-initiativet, som bidrager til at folkeskoleelever udvikler tidssvarende it- og mediekompetencer, var der tilmeldt 1.161 institutioner i 2006. Der blev udstedt 50.000 pædagogiske pc-kørekort til lærere på alle typer af undervisningsinstitutioner, samtidig med at godt 10.000 var i gang med at tilegne sig det.

Aktuelt overvejes det at indføre test i folkeskolen i brug af internettet.

Regeringen offentliggjorde i juni 2007 en national strategi for ikt-støttet læring (e-læring) som har til formål at styrke kompetenceudviklingen bredt. Der er til dette initiativ afsat 135 millioner kr. Indsatsen på it-færdighedsområdet skal ses i sammenhæng med den nationale strategi for ikt-støttet læring, idet et af fokusområderne er at styrke danskernes it-færdigheder via e-læring.

I lyset af den omfattende indsats, som allerede finder sted, er det vigtig at få taget temperaturen på danskernes it-færdigheder og holde øje med udviklingen. Det giver grundlag for at igangsætte målrettede initiativer, som sætter præcist ind, hvor der er behov for det.

Derfor har IT- og Telestyrelsen i 2006 igangsat et analysearbejde for at kortlægge danskernes it-færdigheder. Resultatet foreligger i analysen: ”Borgernes IKT-færdigheder i Danmark”, Teknologisk Institut, 2007.

Resultaterne viser, at danskerne helt grundlæggende har gode it-færdigheder. Ifølge undersøgelsen har to ud af tre gode eller meget gode almene it-færdigheder, jævnfør figur 1. Det er et godt udgangspunkt. Men flere skal med, og regeringen vil med et it-barometer på danskernes it-færdigheder nøje følge udviklingen. It-barometeret vil være det centrale omdrejningspunkt for en målrettet indsats.

Figur 1. Analysen af danskernes it-færdigheder 2006

Figur 2. It-tjek – test dig selv på www.it-borger.dk

It-færdigheder:

Blå (mørk): 30 % meget gode færdigheder
Blå (lys): 32 % middelgode færdigheder
Gul:18 % svagere færdigheder
Orange: 20 % ingen færdigheder

Indsatsen for at sikre udviklingen af danskernes it-færdigheder skal fokusere på de grupper, der ikke har gode eller meget gode færdigheder. Analysen påpeger, at det er karakteristisk for disse grupper, at den store barriere for at bruge it er manglende motivation. Gruppen ser ikke i lige så høj grad som andre behovet for at anvende it, og mange er utrygge i relation til sikkerhed ved brug af internettet for eksempel til betalinger og bankforretninger.

Derfor skal indsatsen målrettes initiativer som særligt fokuserer på motivation, brugervenlighed og deciderede læringsforløb.

Initiativerne skal, i samspil med den eksisterende og omfattende indsats, der foregår i dag i offentligt og privat regi, ruste os til at gribe fremtidens digitale muligheder og sikre danskernes it-færdigheder.

På baggrund af den første måling iværksætter regeringen fem nye målrettede initiativer, som skal møde de it-svage grupper, hvor de er, bevidstgøre om behov og inspirere til at videreudvikle den enkeltes it-færdigheder. Initiativerne omfatter:

  • Tjek dine it-færdigheder og lær mere
  • Lær mere - nye målrettede koncepter for certificering
  • Lær med it – og lær det hvor du er.
  • En lettere hverdag - bliv vild med it!
  • Brug de offentlige digitale selvbetjeningsløsninger.

Horizontal linie

Til sidens top

Denne side er kapitel 1 af 2 til publikationen "Danskernes it-færdigheder".

Publikationen kan findes på adressen http://www.itst.dk/itfaerdigheder/danskernes_itfaerdigheder/index.htm
© 2007