Beskrivelse af puljemidler til fremme af IKT-støttet læring, herunder e-læring på universiteterne

Videnskabsministeriet yder støtte til udvikling af innovative, strategisk forankrede projekter på universiteterne

Initiativet er et led i gennemførelsen af regeringens nationale strategi for IKT-støttet læring, som blev offentliggjort i juni 2007. Intentionen med den samlede strategi er at udbrede anvendelsen og kvaliteten af IKT-støttet læring, herunder e-læring, med henblik på at styrke kompetenceudviklingen bredt.

Formålet med puljen til universiteterne er at fremme anvendelsen af IKT-støttet læring, herunder e-læring, på universiteterne, og Videnskabsministeriet yder et samlet tilskud på 7,5 mio. kr. hertil. Støtten kan maksimalt udgøre 50 pct. af de tilskudsberettigede omkostninger i maksimalt to år, og det er kun danske universiteter, der kan modtage støtte.

Målgruppen for projekterne er fuldtids- og deltidsstuderende på universiteterne samt deltagere i universiteternes udbud af efter- og videreuddannelsesaktiviteter.

Universiteterne kan etablere et projektkonsortium og således indgå samarbejde om projekterne med hinanden og med udenlandske universiteter. Sidstnævnte kan dog ikke få andel i puljemidlerne.

IT- og Telestyrelsen har ansvaret for at tildele puljemidlerne på Videnskabsministeriets vegne.


Baggrund og formål

Baggrunden for offentliggørelsen af denne pulje er en intention om at medvirke til at styrke den strategiske og forretningsmæssige udbredelse og forankring af IKT-støttede læringsprojekter, herunder e-læringsprojekter, på universiteterne.

Videnskabsministeriet har gennem flere år arbejdet for at fremme anvendelsen af IKT-støttet læring, herunder e-læring, såvel inden som uden for det formelle uddannelsessystem i Danmark. Der har hidtil været fokus på at støtte pilotprojekter med henblik på at afprøve forskellige teknologier og demonstrere forskellige anvendelsesområder for IKT-støttet læring, herunder e-læring.

Indsatsen har givet værdifulde læringsmæssige og teknologiske erfaringer, men den viser også, at de gode erfaringer fra pilotprojekterne kun sjældent udbredes til hele institutionen og forankres bredt, når støtteperioden ophører. En vigtig forudsætning for en sådan udbredelse og forankring er, at satsningen på IKT-støttet læring, herunder e-læring, er ledelsesmæssigt og strategisk funderet.

Formålet med puljen til universiteterne er at støtte udviklingen og forankringen af konkrete, innovative projekter, som på hver sin måde medvirker til dels at understøtte universiteternes strategiske anvendelse af IKT-støttet læring og deres forretningsmæssige mål, dels at højne kvaliteten i undervisningen. Der ydes således støtte til såvel den strategiske/organisatoriske del som den pædagogiske/uddannelsesmæssige del.

Hvem kan søge støtte?

Puljen er rettet mod universiteterne, og det er kun danske universiteter, der kan søge om støtte.

Ansøger kan vælge at organisere sig i et projektkonsortium med henblik på for eksempel at tilvejebringe de nødvendige kompetencer eller for at styrke samarbejdet med andre universiteter.

Ansøgerinstitutionen alene er juridisk ansvarlig støttemodtager i forhold til IT- og Telestyrelsen. Det betyder, at ansøgerinstitutionen er ansvarlig for blandt andet at anvende tilskudsmidlerne korrekt, aflægge regnskab og aflevere evaluering, m.m.

Det er muligt for et universitet at samarbejde med et eller flere udenlandske universiteter samt at indgå aftaler om konsulentbistand inden for rammerne af puljen. Udenlandske universiteter kan dog ikke få andel i støtten.


Hvad kan der opnås støtte til?

Der kan opnås støtte til udvikling og gennemførelse af konkrete, innovative IKT-støttede læringsprojekter, herunder e-læringsprojekter. Med innovative projekter menes projekter, som medvirker til nyskabende aktiviteter, der øger kvaliteten af undervisningen og styrke universiteternes strategi og forretning. Det nyskabende kan ligge i såvel den måde, hvorpå universitetets strategi understøttes, i teknologianvendelsen, måden hvorpå den IKT-støttede læring, herunder e-læringen, organiseres, den pædagogiske tilgang, etc.

De enkelte projekter kan være forskellige, illustreret gennem nedenstående eksempler:

  • Udvikling og brug af digitale læremidler på tværs af institutter, fakulteter og/eller universiteter, for eksempel i emner/fag som grundlæggende statistik, introduktion til videnskabsteori, projektarbejde, etc.
  • Styrkelse af kvaliteten i undervisningen i små fag ved at inddrage lærerkræfter på tværs af danske og udenlandske universiteter
  • Øget differentiering af undervisningen, for eksempel i sprogfagene gennem anvendelse af podcast og mp3-afspillere
  • Styrkelse af læring og samarbejde mellem studerende internt eller på tværs af universiteter ved anvendelse af eksempelvis Adobe Connect eller lignende systemer
  • Bedre illustration af aktiviteter, som eksempelvis håndtering af fokusgrupper, interview og praktiske forsøg gennem videoklip
  • Gennemførelse af efter- og videreuddannelse som IKT-støttet læring, herunder e-læring, hvor en model for denne type læring anvendes til en række indholdsmæssigt forskellige kurser/forløb.

Der må gerne bygges videre på eksisterende gode erfaringer, som ønskes udbredt til andre fag, institutter, fakulteter og universiteter.

Projekterne skal være strategisk og forretningsmæssigt forankrede, og det skal sandsynliggøres, at erfaringerne udbredes og driftes samt medvirker til yderligere aktiviteter efter støtteperiodens ophør.

Der ydes ikke støtte til forskningsaktiviteter i relation til projekterne.

Krav til ansøgningen

Puljemidlerne tildeles efter ansøgning, og ansøger skal benytte ansøgningsskemaet og budgetarket for at komme i betragtning til støtte. Alle felter i ansøgningsskemaet skal udfyldes. Hvis dette ikke er muligt, skal der angives en begrundelse herfor.

I det følgende gennemgås ansøgningsskemaets felter. For hvert af felterne er der en beskrivelse af kravene til indholdet.

Afsnit A Resumé af projektet

I felt A1 bedes ansøger angive projektets titel og give et resumé af projektet. Resuméet skal indeholde beskrivelser af projektets formål, målgruppe, emne/r, hovedaktiviteter og budgetramme. Endvidere skal det indeholde navn på ansøgerinstitutionen samt projektlederen og dennes e-mail adresse. Nederst angives projektets samlede budget, det beløb, der søges fra puljen samt ansøgers andel af medfinansiering, angivet som procent.

Resuméet må maksimalt fylde én A4 side.

Hvis projektet tildeles støtte, vil dets titel, resuméet, ansøgerinstitutionen og kontaktpersonen blive offentliggjort på www.itst.dk.

Afsnit B Oplysninger om ansøger

I afsnit B skal ansøger i felt B1 afgive oplysninger om institutionen og projektlederen. I felt B2 skal angives oplysninger om de medarbejdere fra universitetet, som deltager i det konkrete arbejde med udvikling og forankring af e-læringsprojektet.

Det er vigtigt, at ansøgeren anfører medarbejdernes tiltænkte roller i projektet, samt at de vedlagte cv’er dokumenterer, at medarbejderne har de fornødne kompetencer til at varetage rollen.

Afsnit C Oplysninger om konsortiepartnere

I afsnit C skal ansøger afgive oplysninger om de konsortiepartnere, der evt. deltager i projektet.

Det er også her vigtigt, at ansøgeren anfører den enkelte medarbejders tiltænkte rolle i projektet. De vedlagte cv’er skal dokumentere, at medarbejderne har de fornødne kompetencer til at varetage rollen.

Afsnit D Ledelsesmæssig forankring af projektet

I afsnit D, felt D1, skal ansøger beskrive, hvordan projektet forankres ledelsesmæssigt, evt. både internt og på tværs af konsortiepartnere, for eksempel gennem etablering af en styregruppe. Ledelsens og styregruppens rolle under projektets gennemførelse bedes kort beskrevet. Forankringen kan med fordel illustreres grafisk.

I vurderingen af ansøgningen lægges der vægt på, at ansøger kan sandsynliggøre, at projektet er ledelsesmæssigt forankret, og at ledelsen står bag initieringen, gennemførelsen, opfølgningen og den efterfølgende udbredelse af projektet.

Afsnit E Projektbeskrivelse

Ansøger skal i felt E1 beskrive formålet med projektet samt dets indhold. Det forventes, at denne del af ansøgningen er den mest omfangsrige. Det anbefales dog, at den samlede beskrivelse i felt E1 ikke overstiger ti sider.

Ansøger skal i afsnittet dokumentere projektets relation til universitetets strategiske og forretningsmæssige mål, projektets idé, pædagogik og teknologivalg.

Nedenstående punkter skal som minimum være beskrevet:

  • Projektets formål, herunder projektets relation til universitetets strategiske og forretningsmæssige mål
  • Det forventede udbytte af projektet
  • Projektdeltagerne/underviserne
  • Læringsformål
  • Målgruppe
  • Brugerinddragelse
  • Indholdet i projektet i form af emner og temaer
  • Pædagogisk tilgang
  • Teknologi og virkemidler.

Projektets formål

Det overordnede formål med projektet skal klart fremgå af ansøgningen. For at komme i betragtning til støtte skal formålet med projektet medvirke til at opfylde puljens formål, som er; ”at støtte udviklingen og forankringen af konkrete, innovative IKT-støttede læringsprojekter, herunder e-læringsprojekter, som på hver sin måde medvirker til dels at understøtte universiteternes strategiske og forretningsmæssige mål, dels at højne kvaliteten i undervisningen”.

I vurderingen af ansøgninger lægges der vægt på, at ansøger demonstrerer, at projektet medvirker til at opfylde universitetets strategiske og forretningsmæssige mål, for eksempel ved at anvende IKT-støttet læring, herunder e-læring, som middel til at:

  • Øge internationaliseringen
  • Samarbejde med udenlandske universiteter
  • Styrke eliteuddannelserne
  • Skabe større fleksibilitet i udbuddet af efter- og videreuddannelse
  • Øge kvaliteten i undervisningen
  • Styrke universitetets profilering og branding, for eksempel ved at differentiere sig pædagogisk
  • Forbedre håndteringen af udenlandske studerende, der kommer med vidt forskellige faglige forudsætninger
  • Øge samarbejdet med andre universiteter om at styrke undervisningen i små fag.

Det forventede udbytte af projektet

Ansøger bedes beskrive, hvilket forretningsmæssigt og strategisk udbytte universitetet forventes at få af projektet samt ansøgers overvejelser over konsekvenserne ved ikke at gennemføre det, for eksempel tab af internationale markedsandele.

Der lægges i vurderingen af ansøgningen vægt på, at ansøger kan begrunde projektet strategisk og forretningsmæssigt.

Projektdeltagerne/underviserne

Det er vigtigt, at puljen medvirker til, at så mange undervisere som muligt får praktisk erfaring med at planlægge og anvende IKT-støttet læring, herunder e-læring, i undervisningen. Derfor skal ansøger demonstrere, at der i projektet arbejdes målrettet med at sikre dette.

Ansøger skal i ansøgningen kort beskrive, hvor mange undervisere der involveres i projektet, hvad deres forudsætninger er, på hvilken baggrund de er udvalgt til deltagelse i projektet, og hvordan deres kompetencer til at gennemføre IKT-støttede læringsforløb tænkes udviklet gennem deltagelse i projektet. Herudover skal det beskrives, i hvilket omfang det kræves, at underviserne deltager, og hvordan underviserne motiveres og evt. belønnes for anvendelsen af IKT-støttet læring, herunder e-læring.

I vurderingen af ansøgningen vil der blive lagt vægt på, at projektet forankres så bredt som muligt, og at dette afspejles i inddragelsen af undervisere, der som en del af projektet får praktiske erfaringer med gennemførelse af IKT-støttede forløb, herunder e-læringsforløb. Herudover lægges der vægt på, at ansøger beskriver og argumenterer for valget af metode til og organisering af undervisernes kompetenceudvikling. Endelig bliver der lagt vægt på, at ansøger kan sandsynliggøre, at erfaringerne eller modellen fra kompetenceudviklingen kan videreføres og udbredes.

Læringsformål

Der skal være et klart læringsformål med projektet, og ansøger bedes beskrive, hvad de studerende/kursisterne forventes at lære.

I vurderingen af ansøgningen vil der blive lagt vægt på, at ansøger har beskrevet, hvad målgruppen forventes at lære inden for det eller de valgte emner, og hvilke kompetencer målgruppen i øvrigt forventes at udvikle gennem deltagelse i projektet.

Målgruppe

Målgruppen for de IKT-støttede forløb, herunder e-læringsforløbene, er universiteternes studerende, herunder både de fuldtids- og deltidsstuderende samt deltagere i eller aftagere af forskellige typer af efter- og videreuddannelsesforløb, som universiteterne udbyder.

Ansøger vælger selv hvilken af ovenstående målgrupper, de IKT-støttede forløb, herunder e-læringsforløbene, skal rettes mod.

I vurderingen af ansøgningen lægges der vægt på, at ansøger kan begrunde sit valg af målgruppe med henvisning til universitetets strategiske og forretningsmæssige mål. Der lægges desuden vægt på, at ansøger kan dokumentere et reelt behov for projektet, for eksempel for et bestemt uddannelsesforløb, rettet mod erhvervslivet.

Brugerinddragelse

Det er vigtigt, at det endelige produkt svarer til målgruppens behov og forventninger med henblik på at sikre udbredelse og udbytte af projektet. Det gælder både for fuldtids- og deltidsstuderende samt deltagere i efter- og videreuddannelsestilbud. Derfor forventes det, at målgruppen for undervisningen inddrages i projektet under tilrettelæggelsen og udviklingen af projektet.

I vurderingen af ansøgningen lægges der vægt på, at ansøger beskriver, hvordan brugerne inddrages dels i forbindelse med behovsafklaring, dels undervejs i forbindelse med test af pædagogisk model, teknologivalg og indhold.

Indholdet i projektet i form af emner og temaer

Det står ansøger frit for at vælge indholdet i projektet, men det er dog et krav, at projektet skal omfatte udvikling af IKT-støttede forløb, herunder e-læringsforløb, der indgår i universiteternes eksisterende eller fremtidige udbud af enten fuldtids- eller, deltidsstudier eller efter- og videreuddannelse. Det faglige indhold skal således være rettet mod den eksterne målgruppe.

Projektet kan dog godt omfatte flere IKT-støttede forløb, herunder e-læringsforløb med hvert sit emne, for eksempel forløb i forskellige fag, som gennemføres med udgangspunkt i den samme model for IKT-støttet læring, herunder e-læring, eller lignende. Det kan også omfatte forløb, hvor en del af indholdet kan anvendes som fælles grundlag inden for forskellige fagområder, og hvor andre dele, som for eksempel øvelser og cases, er tilpasset de enkelte fagområder.

Der vil i vurderingen af ansøgningen blive lagt vægt på, at ansøger kan begrunde sit valg af emner og temaer. Herudover lægges der vægt på, at indholdet helt eller delvist kan genanvendes, enten af mange undervisere eller i forhold til mange hold af studerende med henblik på at sikre, at forløbet har en levetid, som er længere end en enkelt gennemførelse.

Pædagogisk tilgang

E-læringsprojekterne skal ud over at være strategisk forankrede også medvirke til at styrke kvaliteten af undervisningen. Det er derfor vigtigt, at anvendelsen af teknologi og organiseringen som evt. ren e-læring eller blended learning medvirker til dette. Ansøger bedes derfor beskrive og begrunde valget af pædagogisk tilgang.

Desuden bedes ansøger beskrive, hvordan eksamenssituationen håndteres, hvis denne planlægges gennemført elektronisk. Evt. barrierer for en sådan gennemførelse bedes desuden beskrevet.

I vurderingen af ansøgningen vil der blive lagt vægt på, at ansøger beskriver forbindelsen mellem læringsformålet, den valgte pædagogiske tilgang og målgruppen. Herudover lægges der vægt på, at ansøger har beskrevet sine overvejelser over, hvordan teknologien og organiseringen af undervisningen medvirker til at øge kvaliteten af undervisningen, hvordan målgruppen motiveres til at være aktiv, hvilke pædagogiske udfordringer projektet har, og hvordan den valgte pædagogiske tilgang kan medvirke til at fastholde og evt. øge deltagelsen, hvis denne er lav.

Teknologi og virkemidler

Ansøger skal for det første kort beskrive og begrunde valget af den platform, indholdet distribueres på. Det kan for eksempel være universitetets Learning Management System (LMS), internettet, mp3 afspillere, mobiltelefoner, etc.

Herudover skal ansøgers overvejelser over og begrundelser for valg af forfatterværktøj, programmer til samarbejde og kommunikation, anvendelse af gratis software, etc. tillige beskrives.

Med hensyn til indholdet i forløbene bedes ansøger tillige beskrive, hvordan problematikken i forhold til ophavsrettigheder til tekst, video, lyd og lignende tænkes håndteret.

Ansøger skal være opmærksom på, at de krav, der stilles til offentlige hjemmesider om handicaptilgængelighed, også gælder for IKT-støttede projekter, herunder e-læringsprojekter, der distribueres via internettet. Opfyldelsen af disse krav skal adresseres i de ansøgninger, hvor dette er relevant. ( Se mere om e-læring og tilgængelighed her).

Herudover skal der være en beskrivelse af og pædagogisk begrundelse for de teknologiske virkemidler, der tænkes anvendt. Det kan for eksempel være fora, wikies, communities, chat, elementer af spil, video, simulation, cases, etc.

I vurderingen af ansøgningen lægges der for det første vægt på, at ansøger demonstrerer projektets sammenhæng med de valg, universitetet/universiteterne har taget i forhold til anvendelse af LMS, forfatterværktøjer, kommunikationsplatforme, etc. Herudover lægges der vægt på, at ansøger demonstrerer, at den valgte teknologi og de valgte virkemidler medvirker til opfyldelsen af læringsformålet, understøtter den valgte pædagogiske tilgang og er i overensstemmelse med målgruppens behov og teknologianvendelse.

Ansøger kan med fordel beskrive enhver form for teknologisk innovation og nytænkning, som for eksempel, at:
  • Der i udviklingen af materialer anvendes eksempelvis open source teknologi og creative commons licenser med henblik på at skabe adgang for andre til at genanvende og bearbejde det udviklede materiale
  • De nyeste web- og mobile teknologier anvendes til læringsformål
  • Der arbejdes med brugerdrevet indhold.

Afsnit F Plan for videreførelse af projektet efter støtteperiodens ophør

Projektet skal være en del af universitetets/universiteternes strategiske satsning. Ansøger skal derfor beskrive, hvordan projektet også på længere sigt indgår i denne satsning, for eksempel i form af en plan for, hvordan andre fag/institutter/fakulteter inddrages og i hvilke tempi.

Ansøger bedes derfor i felt G1 beskrive, hvordan projektet bliver en del af universitetets samlede satsning på IKT-støttet læring, herunder e-læring, hvordan løsningerne driftes, og hvordan det sikres, at erfaringerne udbredes til hele universitetet.

I vurderingen af ansøgningen lægges der vægt på, at ansøger sandsynliggør, at ledelsen følger op på projektets resultater og står bag udbredelsen af projektets erfaringer. Herudover lægges der vægt på, at ansøger beskriver, hvordan løsningen driftes, og hvordan erfaringerne fra projektet anvendes bredt på det/de involverede universiteter, så det styrker de strategiske mål bredt og ikke blot på et enkelt institut eller i et enkelt fag.

Afsnit G Markedsføring

Ansøger bedes kort beskrive en markedsføringsstrategi, som indeholder målene med markedsføringen, markedsføringsaktiviteter, samt tiltag der igangsættes, hvis målene ikke nås gennem de planlagte aktiviteter.

Der lægges i vurderingen af ansøgningen vægt på, at ansøger sandsynliggør, at markedsføringsinitiativerne vil medvirke til at nå de opstillede mål.

Afsnit H Risikoanalyse

Ansøgningen skal indeholde en risikoanalyse, hvori ansøger redegør for forventede risici for projektets gennemførelse samt tiltag for imødegåelse af disse risici.

Der vil i vurderingen af ansøgningen blive lagt vægt på, at ansøger behandler risici på såvel strukturelt, som organisatorisk og individuelt niveau.

Afsnit I Succeskriterier

Ansøger bedes beskrive projektets succeskriterier, for eksempel i forhold til, hvor:

  • Mange, der rekrutteres på baggrund af markedsføringsstrategien
  • Høj gennemførelsesprocenten er i de IKT-støttede forløb, herunder e-læringsforløbene, i forhold til traditionelle forløb
  • Stor en andel af universitetet/universiteternes undervisere, der gennemfører IKT-støttede forløb, herunder e-læringsforløb
  • Stor en andel af underviserne, der på baggrund af projektets kompetenceudvikling fortsat gennemfører IKT-støttet læring, herunder e-læring, efter en vis periode
  • Stor en andel af slutbrugerne, der oplever et kvalitetsløft af undervisningen
  • Stor en andel af slutbrugerne, der er tilfredse med forløbet
  • Godt det lykkes at udbrede IKT-støttet læring, herunder e-læring, til hele institutionen
  • Godt projektet reelt medvirker til at opfylde universitetet/universiteternes strategiske og forretningsmæssige mål
  • Konstruktivt samarbejdet med andre universiteter forløber.

Der lægges i vurderingen af ansøgningen vægt på, at ansøger opstiller succeskriterier, som på én gang er ambitiøse og realistiske, samt at de er målbare.

Afsnit J Evaluering og formidling

Ansøger bedes beskrive, hvordan der løbende følges op på projektets delresultater med henblik på at kunne foretage justeringer undervejs, og hvordan projektet afslutningsvis evalueres med henblik på at kunne samle op på projektets formål og succeskriterier til slut.

IT- og Telestyrelsen er pt. i færd med at udvikle evalueringskriterier for samtlige de projekter, der støttes under ”National strategi for IKT-støttet læring”. De kriterier, der vedrører initiativerne på universitetsområdet, skal anvendes af ansøger i slutevalueringen som supplement til projektets egen evaluering. De projekter, der tildeles støtte, vil blive præsenteret for kriterierne på et indledende orienteringsmøde, som afholdes kort efter, at afgørelsen af tildeling om midler er truffet.

Et af de overordnede mål med den nationale strategi for IKT-støttet læring, herunder e-læring er, at resultaterne formidles, så de er brugbare for andre, som gerne vil gennemføre sådanne projekter. Ansøger skal derfor beskrive, hvordan projektets resultater formidles til andre og gennem hvilke kanaler, for eksempel via Forskningsnettets hjemmeside.

I vurderingen af ansøgningen lægges der vægt på, at ansøger på en kortfattet måde beskriver målene med evalueringen, kriterierne og metoderne. Der lægges desuden vægt på, at ansøger beskriver, hvordan projektets resultater formidles, så andre kan få nytte af dem.

Afsnit K Beskrivelse af projektets faser, aktiviteter og milepæle

IT- og Telestyrelsen yder støtte til maksimalt to års udviklings- og gennemførelsesaktiviteter. Projektet kan tidligst påbegyndes den 1. august 2008 og skal være endeligt afsluttet den 1. september 2010.

Det er et krav, at projektet opdeles i logiske faser og aktiviteter, og at der til hver af faserne knyttes milepæle. Af tidsplanen skal det fremgå, hvornår de enkelte faser, aktiviteter og milepæle påbegyndes og afsluttes. Aktiviteterne skal have en detaljeringsgrad, så de giver IT- og Telestyrelsen et konkret indtryk af, hvordan ansøger og dennes evt. partnere når frem til resultaterne og opfylder formålet med projektet.

Milepælene skal afspejle projektets delresultater og være formuleret, så det er tydeligt for IT- og Telestyrelsen at afgøre, hvorvidt en milepæl er nået eller ej.

I vurderingen af ansøgningen lægges der vægt på, at faserne er inddelt i aktiviteter i en passende detaljeringsgrad, så IT- og Telestyrelsen på den baggrund kan vurdere om de planlagte aktiviteter vil medvirke til at nå frem til de planlagte resultater. Der lægges endvidere vægt på, at der er overensstemmelse mellem de i tidsplanen og budgettet beskrevne faser og aktiviteter.

Afsnit L Oplysninger om projektets økonomi

I denne del af ansøgningsskemaet skal ansøger afgive oplysninger om projektets økonomi. I budgetarket udarbejdes et detaljeret budget for projektet. Hvis ansøger anvender et andet format end Excel og Open Office, skal opbygningen af budgettet følge samme struktur som budgetarket.

I felt L1 udarbejdes et forslag til betalingsplan for det ansøgte beløb. Betalingsplanen skal udarbejdes på baggrund af budgettet, tidsplanen og milepælene. I udarbejdelsen af betalingsplanen skal ansøger være opmærksom på, at 10 pct. af det samlede støttebeløb først udbetales, når slutregnskabet og den afsluttende evaluering af projektet er afleveret. Dette skal ske senest to måneder efter den planlagte afslutning af projektet.

Ansøger kan vælge forskellige modeller for udbetaling af de resterende 90 pct. af støtten:

  • Det samlede beløb kan udbetales den dag, hvor projektet efter planen afsluttes
  • En andel af støtten kan udbetales for hver enkelt milepæl, der er nået, og andelen skal afspejle de gennemførte aktiviteter
  • En andel af støtten kan udbetales, når flere milepæle er nået. Andelen skal også ved denne model afspejle de gennemførte aktiviteter.

Den valgte model skal afspejles i betalingsplanen.

Vejledning til udarbejdelse af budget

Budgettet skal tydeligt vise, hvordan ansøger forventer, at omkostningerne fordeles på projektets faser. Det er vigtigt, at timetallet for de enkelte faser samt den budgetterede timesats, fordelt på forskellige medarbejdergrupper, er angivet.

Nedenstående boks indeholder en oversigt over tilskudsberettigede omkostningstyper.

Tilskudsberettigede omkostningstyper

Der gives tilskud til udgifter til:

  • Løn
  • Ekstern konsulentbistand
  • It
  • Formidling og opmærksomhedsskabende aktiviteter
  • Befordring, dog ikke til deltagelse i studiebesøg/-rejser
  • Visse typer af repræsentation.

Tilskuddet til disse udgifter er som hovedregel eksklusiv moms. Kun tilskudsmodtagere, der ikke er momsregistrerede, kan efter skriftlig aftale med IT- og Telestyrelsen modtage tilskud til udgifter inklusiv moms. Ingen tilskudsmodtager kan inkludere moms i lønudgifter.

Der ydes maksimalt 50 pct. medfinansiering til hver af nedenstående omkostningstyper i maksimalt to år.

Løn

Lønudgifter skal afspejle de faktiske reelle lønomkostninger. Der kan dog maksimalt budgetteres med en lønudgift på kr. 600 pr. time. I budgetter og regnskaber skal angives lønudgifter til de enkelte kategorier af anvendte medarbejdere (f.eks. projektleder, sekretær, programmør osv.). Der skal indregnes udgifter til ATP, feriepenge, m.v.


Der gives ikke tilskud til overhead og avance samt mistet indtjening.


Ansøger skal dokumentere de anvendte timesatser.


Der gives ikke støtte til løn til evt. udenlandske samarbejdspartnere, ligesom disses lønudgifter ikke kan udgøre en del af medfinansieringen.

Ekstern konsulentbistand

Konsulentbistand (udvikling og rådgivning) opgøres på baggrund af betalte fakturaer for eksterne konsulent- og serviceydelser, som er nødvendige for projektets gennemførelse. Det forudsættes, at ydelserne er købt til markedsprisen, og det antages at ansøger ved køb af ekstern konsulentbistand har indhentet tilbud på løsning af opgaven fra minimum to tilbudsgivere med henblik på at opnå den mest gunstige pris.

Såfremt ydelsen erhverves hos et selskab, som indgår i konsortiet eller som ansøger er gruppe- eller koncernforbundet med, skal prisen opgøres som en intern lønomkostning, f.eks. lønudgift i henhold til ovenstående og altså ikke som faktura fra en underleverandør.


It

Udgifter til it opgøres på baggrund af betalte fakturaer for evt. indkøb af software og hardware, som er nødvendige for projektets gennemførelse. Det forudsættes, at udstyret er købt til markedsprisen, og det antages, at ansøger har indhentet tilbud på løsning af opgaven fra minimum to leverandører med henblik på at opnå den mest gunstige pris.

Lønudgifter til medarbejdere eller til brug af ekstern konsulentbistand til udvikling af eksempelvis programmer/software anføres under omkostningstyperne "Lønudgifter" og "Konsulentbistand".


Udgifter til it, herunder hardware og software kan maksimalt andrage 10 pct. af det samlede budget.

Formidling og opmærksomhedsskabende aktiviteter

Formidlings- og markedsføringsaktiviteter etc. opgøres på baggrund af betalte fakturaer. Interne løn- og rejseomkostninger i forbindelse med formidling og videnspredning anføres under omkostningstyperne "Lønudgifter" og "Befordring".


Befordring

Befordring opgøres på baggrund af betalte fakturaer vedrørende de interne medarbejderes rejser og ophold uden for deres institution. Omkostninger i forbindelse med kørsel i egen/institutionens bil opgøres efter statens regler.


Der ydes ikke støtte til projektdeltagernes udgifter til studiebesøg/-rejser, hverken nationalt eller internationalt.


Repræsentation

Udgifter til repræsentation ved større arrangementer med eksterne deltagere, såsom informationsmøder, workshops, etc. Repræsentationsudgifter til interne møder dækkes ikke. Udgifterne skal dokumenteres med fakturaer.


I felt L2 skal ansøger beskrive, hvordan det samlede projekt finansieres, og hvorfra finansieringen stammer. Projektet kan som nævnt medfinansieres via løn, private kilder, andre offentlige – dog ikke statslige - puljer, herunder EU-midler, indtægter, for eksempel fra deltagerbetaling til efter- og videreuddannelse, salg af IKT-støttede læringsmaterialer, herunder e-læringsmaterialer, etc.

Ansøger bedes være opmærksom på, at forventede indtægter skal indgå i projektets samlede budget.

Afsnit M Praktiske oplysninger og underskrift

I felt M1 angives ansøgers bankoplysninger.

I felt M2 stemples ansøgningen og underskrives af universitetets ledelse.

Siden hvorpå ansøger underskriver og stempler ansøgningsskemaet, bedes skannet ind og indsendt sammen med resten af ansøgningsskemaet og budgetarket samt evt. bilag.

Aflevering af ansøgninger

Det samlede ansøgningsmateriale skal fremsendes elektronisk til .

Ansøgninger skal være IT- og Telestyrelsen i hænde senest den 1. juni 2008 klokken 12.00. Ansøgninger, der modtages senere end dette tidspunkt, vil ikke komme i betragtning.

Potentielle ansøgere har i perioden op til ansøgningsfristen mulighed for at kontakte IT- og Telestyrelsen med henblik på at stille opklarende spørgsmål til puljematerialet. Kontaktpersoner i forbindelse med spørgsmål er Niels Andreasen, e-mail , telefon 3545 0208 og Marianne Mazaheri, e-mail , telefon 3545 0131.


Vurdering af ansøgninger

Ansøgningen skal overholde de formelle krav om anvendelse af ansøgningsskemaet og budgetarket samt kravene om medfinansiering for at komme i betragtning. Overholder ansøgningen ikke de formelle krav, kan den ikke komme i betragtning til støtte, og dens indhold vil ikke blive vurderet. De ansøgninger, der overholder de formelle krav, bliver vurderet med udgangspunkt i nedenstående vurderingskriterier. Ingen kriterier vægter højere end andre.



Tildelingskriterier Uddybning Vurderes på baggrund af beskrivelserne i ansøgningsskemaets afsnit:
1. Overholdelse af formelle krav > Anvendelse af ansøgningsskema og budgetark
> Resumé af ansøgningen
> Frist for indsendelse af ansøgning
> Underskrift
A, B, C, L og M
2. Sammenhæng til strategiske og forretningsmæssige mål > Styrkelse af strategiske og forretningsmæssige mål
> Ledelsesmæssig forankring
> Dokumenterede behov
> Forankring bredt i institutionen
> Sammenhæng til øvrige aktiviteter
> Evt. indarbejdelse af IKT-støttet læring, herunder e-læring i udviklingskontrakt
> Succeskriterier
D, E, F, I

3. Øget kvalitet i undervisningen > Læringsformål
> Pædagogisk nytænkning
> Teknologiske virkemidler
E
4. Innovativ tilgang til IKT-støttet læring, herunder e-læring > Nye teknologier og platforme
> Nye modeller for udvikling og udbredelse
> Håndtering af rettighedsproblematikken
> Nye eksamens- og prøveformer
E
5. Organisering af projektet, herunder kompetencer og kompetenceudvikling > Ledelsesmæssig forankring
> Nødvendige kompetencer
> Plan for kompetenceudvikling af undervisere
> Inddragelse af e-læringsenhed eller lignende
B, C, D, E

6. Planlægning og gennemførelse af processen > Realistisk og fornuftig tidsplan
> Fornuftig balance i ressourceforbrug
> Fornuftig balance mellem eget arbejde og køb af eksterne ydelser
> Inddragelse af undervisere, model for deres kompetenceudvikling
> Brugerinddragelse
> Markedsføring
> "Value for money"
> Risikoanalyse
> Evaluering og formidling
E, G, H, J, K, L

7. Forankring og videreførelse > Ledelsesmæssig forankring
> Plan for udbredelse og videreførelse
> It-systemer
> Drift
> Formidling
D, F, J




Procedure for tildeling af støtte

Efter ansøgningsfristen gennemgås de indkomne ansøgninger, og vurderingsgruppen afgør, hvilke af de modtagne ansøgninger, der bedst opfylder de fastsatte kriterier og ligger inden for puljens tema.

De projekter, der får tildelt støtte, modtager besked om dette sammen med en præcisering af, hvordan og hvornår støtten kan udbetales, samt en beskrivelse af kravene til evalueringen af projektet. De øvrige projekter modtager et begrundet afslag.

IT- og Telestyrelsen forventes at træffe afgørelse om tildeling af støtte medio juli 2008.


Vurderingsgruppe

Vurderingsgruppen består af repræsentanter fra henholdsvis IT- og Telestyrelsen og Universitets- og Bygningsstyrelsen.

Løbende opfølgning i projektfasen

På baggrund af ansøgers tidsplan skal et projekt, som får tildelt støtte, løbende afrapportere over for IT- og Telestyrelsen. I afrapporteringen skal der redegøres nærmere for projektets fremdrift i forhold til målsætning og milepæle.

Endvidere planlægges det at afholde et projektledermøde mellem samtlige ansøgere, der får tildelt midler til projekter for at sikre erfaringsudveksling mellem modtagere af støtte.

Udbetaling af støtte

Støtten udbetales i henhold til en opgørelse over en periodes forbrug. I overensstemmelse med den betalingsplan, der er fastsat for det enkelte projekt, skal der fremsendes en opgørelse over periodens forbrug til IT- og Telestyrelsen. Sammen med denne opgørelse skal der fremsendes en statusrapport for projektet, der forholder sig til milepælene og projektets målsætninger.

Støtten kan ikke udbetales forud, men alene på baggrund af dokumenteret forbrug for en periode. De støttede projekter orienteres nærmere om de specifikke vilkår for udbetaling.

Projektets afslutning

Senest 2 måneder efter projektets afslutning (og senest den 1. november 2010) skal der afleveres slutregnskab og en endelig evalueringsrapport til IT- og Telestyrelsen.


Evalueringsrapporten skal indeholde en evaluering af projektets forløb og resultat med udgangspunkt i de opstillede mål og milepæle, herunder skal der redegøres nærmere for, hvordan projektet har levet op til formålet med puljen. Endvidere skal evalueringsrapporten indeholde et kortfattet resumé (2 sider). IT- og Telestyrelsen fremsender i god tid en disposition for slutevalueringen, der som nævnt skal inkorporere det evalueringskoncept, IT- og Telestyrelsen er i færd med at få udviklet.

Som tidligere nævnt tilbageholdes 10 pct. af støttemidlerne indtil den afsluttende evaluering og projektregnskabet er godkendt af IT- og Telestyrelsen.

Projektregnskabet skal påtegnes af universitetets økonomiansvarlige (økonomichefen) inden indsendelse til IT- og Telestyrelsen.

Sidst opdateret 11.10.2010 kl. 14.45
Til top

Områder under Puljemidler til fremme af IKT-støttet læring, herunder e-læring på universiteterne

Kontaktinformation

Niels Andreasen Fuldmægtig Telefon: 72 31 92 55