Fleksibel efter- og videreuddannelse for studerende ved diplomuddannelse
Mobil e-læring til sikring af yderligere fleksibilitet i uddannelse
Globaliseringsrådet har som målsætning, at nye uddannelser
fleksibelt og smidigt skal kunne tilpasse sig arbejdsmarkedets behov.
Nuværende efteruddannelsesaktiviteter i professionerne bygger generelt
på face-to-face-aktiviteter. Der er behov for at øge de
e-læringsbaserede efteruddannelsesaktiviteter gennem mere fleksible og
moduliserede efteruddannelseskoncepter, der både er fagligt
kvalificerende, mere økonomiske, udnytter de læringspotentialer, som
blended learning og mobile e-teknologier rummer, og er tilpasset de
behov og interesserer, som virksomheder og institutioner har for
efteruddannelse og kompetenceudvikling af deres medarbejdere, samt
disse medarbejdernes differentierede læringsbehov og fleksible
efteruddannelsesmuligheder.
Danmark er del af en globaliseret verden, hvor fornyelse, omstilling og
udvikling er grundvilkår, og hvor konsekvenserne af overgangen fra det
såkaldte industrisamfund til det fremvoksende vidensamfund er, at
forståelsen af samfundets rigdomsskabelse ikke længere kun tager
udgangspunkt i materialehåndtering men i højere grad i viden og
anvendelse af ny teknologi. Derfor må vi hele tiden sørge for, at der
sker en udvikling af kompetencer, så vi kan holde trit med de
udfordringer, vidensamfundet byder på. Globaliseringen og den
teknologiske udvikling har skabt et behov for at flere lærer mere.
Samtidig har samfundsudviklingen og ny teknologi givet danskerne
mulighed for at leve et meget mere fleksibelt og mobilt liv. Den
bærbare PC'er har givet mulighed for ikke bare at kunne arbejde,
studere eller spille hjemme, men også når man er på farten eller alle
mulige andre steder. Mobiltelefonen og lignende mobile teknologier har
givet mulighed for via lyd, tekst og billede at kunne komme i kontakt
med omverden når som helst og hvor som helst. Teknologien har gjort det
muligt at leve mobilt og unge som gamle har taget teknologien til
sig.
Behovet for efter- og videreuddannelse har aldrig været større og
samtidig har arbejds- og familielivets forandringer udfordret den
sædvanlige tænkning i forhold til deltagelse i efter- og
videreuddannelse. De fleste lever et meget mere fleksibelt liv end for
1 generation siden og kan ikke som tidligere fast deltage i efter- og
videreuddannelse hver "torsdag fra 14 - 18" eller "tirsdag aften". Hvor
de forskellige sønderjyske uddannelsesinstitutioner herunder også CVU
Sønderjylland tidligere tilrettelagde alle aktiviteter efter faste
rammer og med en lang tidshorisont samt var målrettede bestemte
målgrupper og professioner udgør deltagere på CVU Sønderjyllands efter-
og videreuddannelsesforløb i dag en mere broget skare end for få år
siden. Deltagerne kommer fra langt flere forskellige professioner end
tidligere (pædagoger, sygeplejersker og lærere) og har en mere
facetteret baggrund. Flere studerende end tidligere ønsker helt
individuelt sammensatte kursus- og uddannelsesforløb, der for nogen
tilrettelæggelsesmæssigt går på tværs af studieretninger eller
diplomuddannelser, men som lige præcist matcher de behov, de som
studerende har. Ydermere har mange af deltagerne arbejds- og/eller
hjemmevilkår, der gør, at de ikke nødvendigvis kan følge undervisning
efter faste ugentlige tidsskemaer.
CVU Sønderjylland har forsøgt at imødekomme de studerendes ønsker og
vilkår ved at udvikle et fleksibelt koncept for efter- og
videreuddannelse, der integrerer face-to-face undervisning med læring
via en elektronisk platform. Der er udviklet en blended learning model,
der integrerer de 2 former for tilrettelæggelse, således at den enkelte
studerende løbende i studieforløbet vælger efter behov. Det kan lade
sig gøre, fordi teknologien betragtes som et redskab til at understøtte
den enkeltes læring og fordi undervisningen ikke deles i
fjernundervisningshold og tilstedeværelseshold, men tværtimod udgør ét
samlet forløb. Den enkelte studerende vælger selv, hvornår i forløbet
vedkommende vil/kan deltage i face-to-face undervisning og hvornår det
skal foregå via den elektroniske platform Blackboard. Det forudsætter
blot at alle har adgang til en opdateret computer og
internetforbindelse. Dette koncept har givet de studerende meget mere
fleksibilitet, men begrænses af adgang til computer og Internet, samt
af at kommunikationen foregår via skriftlige tråde i et
konferencesystem.
Mange af CVU Sønderjyllands studerende på efter- og videreuddannelse
har jobs og et liv, hvor de ikke nødvendigvis er i nærheden af en
computer eller har mulighed for at sidde og skrive. En lang række
faggrupper arbejder som sygeplejerskerne på vagtordninger, har lang
transporttid eller har et familieliv med børn, forældre eller søskende,
hvor der er periode med ventetid uden adgang til computer dvs. de har
et mobilt liv. Det er kendetegnende for studerende på fx
diplomuddannelse eller anden videreuddannelse at langt de fleste har et
krævende fuldtidsarbejde og et familieliv, der skal kombineres med tid
til at læse og studere. For hovedparten handler det selvfølgelig om at
prioritere, men det handler også om at udnytte ethvert minut. Det
gælder også den tid, hvor man ikke har mulighed for at sidde og skrive
eller læse fx under længerevarende transport i egen bil, ventetider i
forbindelse "sønnens fodboldkampe" eller under rutineaktiviteter med fx
"vasketøj". Her vil rigtig mange studerende have glæde af at kunne
lytte til mundtlig vejledning, lytte til diskussioner om faglige emner
eller lytte til foredrag.
Som angivet i artiklen "Her er dit liv - time for time" fra Politiken
den 29. oktober 2006 er hovedparten af det enkelte menneskes og dermed
også de studerendes tid allerede optaget af arbejde, søvn og
familieaktiviteter. Tidsgevinsten findes, når der kan skabes
tidsmæssige overlap mellem de forskellige aktiviteter. Udfordringen er
derfor via ny mobil teknologi at give så mange som muligt mulighed for
at deltage i efter- og videreuddannelse og at støtte deltagerne og
deres læring mest muligt.
CVU Sønderjylland har pt. ca. 800 studerende på diplomuddannelse i
henholdsvis ledelse, forskellige pædagogiske diplomuddannelser og 2
sundhedsfaglige diplomuddannelse. Her ud over kommer studerende på
diverse kurser.
Formål
Formålet med projektet er at kunne tilbyde en mere fleksibel efter-
og videreuddannelse ved at kombinere face-to-face undervisning, læring
via en elektronisk platform som Blackboard med brug af mobil teknologi
og samtidig udvikle et koncept, der er enkelt både teknologisk og
omkostningsmæssigt. Hensigten er at den enkelte underviser med lidt
vejledning og teknologisk bistand selv kan tilrettelægge undervisningen
med brug af de forskellige teknologier herunder også mobil teknologi.
Hensigten er at udvikle pædagogisk kvalitet i efter- og
videreuddannelse ved dels at forbedre mulighederne så flere kommer i
gang i efter- og videreuddannelse dels at udvikle et koncept, der
pædagogisk og didaktisk understøtter den læreproces de studerende skal
igennem. Projektet tager helt konkret udgangspunkt i 2 diplommoduler og
som afsæt for denne udvikling udarbejdes en mindre undersøgelse af,
hvilke elementer i undervisningen der vil egne sig til mobil
teknologi.
Målet med projektet er at afprøve, undersøge og kvalificere mobile
e-læringsteknologier - i sammenhæng med traditionelle
e-lærings-platforme - på to diplom moduler i CVU Sønderjyllands
efteruddannelse. Dermed udvikles og undersøges nye læringsmiljøer og
undervisningskoncepter, der understøtter en fleksibel og
individualiseret efteruddannelsesform og muliggør mere differentierede
læringsbehov og fleksible efteruddannelsesmuligheder. Undersøgelsen vil
empirisk undersøge effekterne af integrationen af mobile
e-læringskoncepter i forhold til hvilke behov et sådan
undervisningskoncept dækker hos de involverede studerende og dermed
generalisere erfaringer om læringspotentialet i et sådan koncept, der
kan udbredes både internt i CVU Sønderjyllands
efteruddannelses-koncepter og eksternt i forhold til andre
uddannelsesinstitutioners koncepter for efteruddannelse.
Projektets grundide er i bund og grund pragmatisk. Mens f.eks.
videoproduktioner endnu er så tidskrævende og teknisk kompliceret, at
de kun er realistiske i professionelle rammer, som f.eks. nationale
repositories på linie med lærebøger, er det centrale i dette projekt
underviserens daglige tilrettelæggelse af undervisning. Projektets mål
er at gøre anvendelsen af lyd lige så integreret i dagligdagen, som
teksten er i øjeblikket. Vi vil med projektet gøre fremstillingen og
anvendelsen af lydfiler lige så "naturligt" som anvendelsen af
kopimaskinen. Scenariet kunne være en studerende, der arbejder med sit
studie ved CVU Sønderjylland eller en underviser ved CVU Sønderjylland,
der forbereder sin undervisning, i køen ved Vejlefjordbroen.
Denne tilgang passer dels til en skandinavisk undervisningsmodel, hvor
underviserens opgaver er langt mere omfattende end forhåndsfremstillet
materialeudvikling, ligesom tilgangen også sikrer den fleksibilitet i
undervisningen og undervisningselementerne, vidensamfundet
kræver.
Projektet adresserer således to grundlæggende områder: en simpel og let
håndterbar teknologi samt en ændring af den måde, underviserne tænker
undervisning på. Med mp3 formatet er alle problemer med afvikling på
forskellige platforme (computere, mobiltelefoner, iPods m.m.) løst,
ligesom udbredelsen af kendskabet til podcast i øjeblikket trækkes af
store spillere som f.eks. Danmarks Radio. Det er ikke længere kun unge,
der har headset fast monteret i ørerne. De tekniske opgaver består
derfor i håndtering og opbevaring af lydfiler. En opgave, der kan løses
lokalt.
En større del af projektet ligger i et ændret tankesæt hos den
underviser, der tilrettelægger undervisningen, samt dennes viden om,
hvor denne undervisningsform er velegnet. Dels eksisterer der ingen
viden om dette område, dels er underviserne uvante med denne
arbejdsform.
Projektets leverance består derfor i at tilvejebringe kvalificeret
viden om lydmediets læringspotentiale i uddannelser samt i etablering
af en model for nye underviserrutiner samt etablering af en teknisk
platform, der gør det let og fleksibelt for underviserne at håndtere
materialerne.
Anvendelse af nye teknologi kræver velovervejede og grundige
pædagogiske og didaktiske overvejelser. Det er vores erfaring, at det
første man gør ved nye tilrettelæggelser og anvendelser af nye
teknologi som fx fjernundervisning, er at kopiere den traditionelle
face-to-face undervisning. Det er også vores erfaringer at det ikke
virker. Man kan ikke "bare" kopiere sædvanlige pædagogisk og didaktisk
praksis og tænkemåde i en anden tilrettelæggelsesform.
Udvikling og afprøvning vil foregå i 2 trin
1.
Hvordan kan man tilrettelægge en fleksibel uddannelse ved at inddrage
lyd med afsæt i lærernes undervisning?
2.
Hvordan kan man tilrettelægge en fleksibel uddannelse ved at inddrage
de studerendes input som lyd?
Evaluering
Under afprøvningsfase 1 laves en hverdagslivsundersøgelse, hvor de
studerende dels noterer deres daglige aktiviteter og dels interviewes
efterfølgende. Formålet med dette er at få kendskab til de studerendes
liv og studievilkår, således at vi har et grundigt fundament for at
udforme undervisningsmaterialer, der pædagogisk og didaktisk er
afpasset den studerendes reelle livsvilkår. Som en del af
interviewundersøgelsen spørges de studerende om konceptet og dets
anvendelse. Efter anden afprøvningsfase udvides den sædvanlige
deltagerevaluering med spørgsmål direkte målrettet konceptet og
anvendelsen af lyd. Underviserne tilbagemeldinger inddrages
løbende.
Formidling
CVU Sønderjylland vil naturligvis formidle projektets viden og
resultater via de kendte kanaler: konferencer, papers og website. Det
har vi tradition for, og det er vi gode til, men det dog også vor
erfaring, at formidlingen gennem disse kanaler oftest kun når
undervisningsnetværket og dermed ikke - som forudsat i
projektbeskrivelsen - målgrupperne "beslutningstagere" og "den brede
offentlighed". Den målrettede formidling rettet mod fagligt
interesserede skal derfor suppleres med en række initiativer, der
sigter på at få omtalt projektet i massemedier for på den måde at skabe
en bredere opmærksomhed. Formidlingsarbejdet kommer til at omfatte en
række PR-elementer, der tager afsæt i de journalistiske nyhedskriterier
og som sigter mod omtale "af den gode historie" i dagspressen.
Pressearbejdet bliver differentieret i forhold til såvel elektroniske
som trykte medier, og på samme måde vil indsatsen også blive målrettet
særligt mod hhv. landsdækkende, regionale og lokale medier. Så vidt
muligt vil der indgå forberedte cases, ligesom muligheden for at
arrangere events også vil være i fokus, når det konkrete PR-arbejde
skal planlægges.
Organisation
Videncenter for it, innovation og læring er projektleder på projektet
og ansvarlig for at projektet forløber som beskrevet, står for
konceptudviklingen i samarbejde med øvrige medarbejdere samt er
ansvarlig for evaluering og formidlingen af erfaringer fra projektet.
Videncentret foretager undersøgelsen i samarbejde med en medarbejder
fra it afdelingen.
3 medarbejdere fra It-afdelingen står for den mobilteknologiske
udvikling i forhold til projektet samt medvirker til konceptudviklingen
og medvirker ved udvikling og undervisning på
uddannelsesforløbet.
4 Medarbejdere fra CVU Sønderjyllands efter- og
videreuddannelsesafdeling medvirker til udviklingen ved at deltage i
undersøgelsen, ved at deltage i udviklingen af konceptet, ved at
afprøve konceptet samt medvirke til udviklingen af uddannelsesforløbet
og implementeringen.
English


