National strategi for IKT-støttet læring
Indsats for at fremme anvendelsen af IKT-støttet læring
Èn af Danmarks væsentlige udfordringer er fortsat at udvikle de kompetencer og færdigheder, der er nødvendige for at sikre vores velfærdssamfund.
Danmark har i dag en veludviklet teknologisk infrastruktur. Men vi skal hele tiden sætte os nye mål. Vi skal udnytte de potentialer, som teknologien rummer, til at styrke uddannelse og kompetenceudvikling gennem e-læring. Videnskabsministeriet har allerede i en årrække arbejdet for at udbrede anvendelsen af e-læring i Danmark og støttet dette med en række initiativer.
Jeg ønsker at fokusere endnu mere på de muligheder og fordele, der er forbundet med e-læring. Derfor lancerer vi denne nationale strategi for e-læring.
Målet med strategien er dels at øge anvendelsen og kvaliteten af e-læring med henblik på at styrke kompetenceudviklingen bredt, og dels at gøre Danmark til et førende land inden for e-læring.
Gennem et bredt samarbejde på tværs af ministerier, uddannelsesinstitutioner og interesseorganisationer, vil vi i løbet af de kommende tre år gennemføre en række initiativer på området. Initiativerne omfatter blandt andet forslag om universer, hvor børn og unge kan lære på mere underholdende måder, at universiteterne skal opstille mål for e-læring samt at der skal udvikles e-læringsforløb for medarbejdere i det offentlige.
Jeg ser frem til, at flere vil anvende de mange muligheder, som e-læring giver. E-læring er et naturligt redskab til uddannelse og kompetenceudvikling.
Videnskabsminister Helge Sander
English


