Seniorsurf-dagen 2011

Logo for Seniorsurf-dagen

Her kan du læse om Seniorsurf-dagen 2011, som IT- og Telestyrelsen/Digitaliseringsstyrelsen sammen med Styrelsen for Bibliotek og Medier, Ældre Sagen og Ældremobiliseringen afholdt 7. oktober 2011.

Hvad er Seniorsurf-dagen?

Ældre Sagen, Ældremobiliseringen, Bibliotekerne og IT- og Telestyrelsen besluttede at gå sammen om en fælles Seniorsurf-dag 7. oktober 2011, hvor ældre, der ikke bruger computer og internet, blev inviteret til at prøve det – og få lyst til mere.

259 blioteker, datastuer og andre it-undervisningstilbud i hele landet holdt åbent hus.

Den digitale skattejagt

Idéen bag Seniorsurf-dagen er, at venner og familiemedlemmer til ældre, der ikke bruger internettet, viser internettets muligheder ved at hjælpe den ældre med at deltage i den digitale skattejagt, som udvikles specielt til Seniorsurf-dagen.

Det er DR Undervisning, der udvikler den digitale skattejagt, og den er allerede nu åben på www.dr.dk/seniorsurf, så der er mulighed for, at hjælperne kan prøve den af inden selve Seniorsurf-dagen. Den digitale skattejagt er lavet sådan, at det er let for én, der selv er almindelig bruger af internettet og kender til de mest basale ting, at hjælpe en nybegynder igennem.

Man kan tage en ven eller bekendt med hen på et af de steder, der holder åbent hus, og hvor der er mulighed for at prøve skattejagten på en computer. Eller man kan vise sin ven eller bekendt Den digitale skattejagt derhjemme, hvis man selv har adgang til internettet.

Baggrund

Fordelene ved at kende og bruge internettet er mange. Det giver mulighed for at holde kontakt til familie, der måske er i udlandet, dyrke sin særlige hobby eller planlægge en ferietur.

For nogle ældre er it ukendt land, men erfaringerne fra Ældre Sagens og Ældremobiliseringens datastuer og andre undervisningstilbud rundt omkring i landet er, at når først man som ældre får blod på tanden, så får man hurtigt mod på mere.

På Seniorsurf-dagen vil ældre, der aldrig før har prøvet internettet, få chancen for at gøre det på en sjov og tryg måde i selskab med en ven eller bekendt.

Ældre Sagen og Ældremobiliseringen driver tilsammen mere end 250 datastuer og andre undervisningssteder rundt om i landet. 

Også bibliotekerne over hele landet yder en stor indsats for at introducere de ældre til it ved hjælp af gratis kurser og åbne tilbud om it-hjælp.

Seniorsurf-dagen har til formål at give endnu flere ældre mulighed for at se mulighederne med it. Det digitale samfund skal være for alle.

Se aftalen om samarbejde mellem IT- og Telestyrelsen, Styrelsen for Bibliotek og Medier, Ældremobibliseringen og Ældre Sagen (pdf).

Sidst opdateret 02.12.2011 kl. 13.58
Til top