Center for Digital Signatur

Center for Digital Signatur har til hovedopgave at sikre udbygningen af en effektiv og sikker infrastruktur til digital signatur, der løbende understøtter de krav, som et trygt og førende vidensamfund stiller.

Centret er et selvstændigt kompetencecenter med ansvar for at sikre en effektiv og sikker infrastruktur. Samtidig arbejder centret for, at målsætningerne om digital forvaltning kan indfries ved at skabe et fundament for, at borgere, myndigheder og virksomheder kan kommunikere sikkert med hinanden med digital signatur.

Centret har ansvar for digital signatur, administration af lovgivning om elektroniske signaturer samt rammerne for OCES (Offentlige Certifikater til Elektronisk Service) digitale signaturer. Centret udarbejder og vedligeholder OCES-certifikatpolitikkerne, som fastlægger vilkårene for brugen af de fire OCES-certifikattyper, personcertifikater (POCES), medarbejdercertifikater (MOCES), virksomhedscertifikater (VOCES) og funktionscertifikater (FOCES).

Herudover rådgiver Center for Digital Signatur borgere, offentlige myndigheder og private virksomheder om tekniske og juridiske problemstillinger i relation til den digitale signatur.

 

Centrets hovedopgaver

  • Styring af udbud, kontrakter og leverancer vedrørende digital signatur 
  • Udarbejdelse og revision af OCES-certifikatpolitikker
  • Vedligeholdelse af hjemmesiderne www.nemid.nu, www.digitalsignatur.dk og www.signatursekretariatet.dk
  • Rådgivning og vejledning af offentlige myndigheder og private virksomheder
  • Deltagelse i udvalg og større digitaliseringsprojekter, hvor den digitale signatur spiller en afgørende rolle
  • Deltagelse i internationalt arbejde om digital signatur, eID og interoperabilitet.

 

Kontaktinformation

Centeret kan kontaktes på  eller tel. 7231 9218. 

 

Sidst opdateret 23.03.2012 kl. 14.16
Til top